OM FESTIVALEN

Horsens teaterfestival

Horsens Teaterfestival er Danmarks største kuraterede scenekunstfestival for børn og unge. Den tredje weekend i september syder hele Horsens midtby af teater for alle fra 0-18 år og deres voksne. Vær opmærksom på vi af logistiske årsager er nødt til at rykke 2025 festivalen til fjerde weekend i september. Se datoer for festivalen frem til og med 2028 nedenfor.

Festivalen henvender sig både til formidlere og generelt til alle, som har lyst til at opleve scenekunst af allerhøjeste kvalitet. Hvert år inviteres 35-40 forestillinger til Horsens. Forestillingerne er udvalgt af programchefen sammen med et dramaturgiat bestående af 5 fagfolk fra branchen, som hvert år bestræber sig på at sammensætte det bedst mulige program.

Horsens Teaterfestival er arrangeret af Horsens Kommune og co-finansieret af Kulturministeriet. Derudover søges der hvert år om yderligere ekstern finansiering.

Fremtidige festivaldatoer
26.-28. september 2025 (OBS fjerde weekend i september)
18.-20. september 2026
17.-19. september 2027
15.-17. september 2028

Horsens Teaterfestival finder altid sted den 3. weekend i september. På nær i 2025, hvor festivalen ligger den fjerde weekend i september.

Den første Børneteaterfestival fandt sted i 1985 i Brædstrup med Kaskadeteatret og med dets leder Jan Torp som initiativtager og arrangør. Da de fysiske rammer i Brædstrup efter et par år blev for små, valgte teatret at flytte festivalen til Horsens midtby.

Efter en årrække måtte Kaskadeteatret desværre lukke, og festivalen blev overtaget af Horsens Kommune, hvor Kultur- og eventafdelingen siden 2001 har været arrangør af Horsens Børneteaterfestival.

Horsens Kommunes Børneteaterpris blev indstiftet i 1996 og er siden blevet overrakt til årets prismodtager på festivalen.

I 2008 blev festivalens koncept revideret ud fra ønsket om at fokusere på kvalitet. Tidligere har teatre selv kunne tilmelde refusionsberettigede forestillinger til festivalen, men siden omlægningen er festivalens program blevet kurateret i tæt samarbejde med et dramaturgiat bestående af teaterfagfolk.

I 2009 præsenterede festivalen det første udenlandske gæstespil, og siden er det blevet en tradition, at der hvert år præsenteres mindst et udenlandsk kompagni som en del af festivalprogrammet.

I 2012 skiftede festivalen navn fra Horsens Børneteaterfestival til Horsens Teaterfestival – scenekunst for børn og unge.

I 2019 skiftede festivalen navn til at hedde Horsens Teaterfestival.

I 2020 blev festivalen aflyst pga. corona.

I 2021 blev festivalens ungdomsforestillinger rykket  op til FÆNGSLET. Her er der fokus på at skabe et særligt program for unge fra 12 år, der kan møde dans og teater, der på forskellige måder behandler aktuelle emner og reflekterer over ungdomslivet.

Festivalen har gennem årene set en del koordinatorer, som hver især har bidraget til udviklingen af den.
  • Adelaide Bentzon og Iben Høgh Grøftehauge (2020 -)
  • Maria Suh (2018 – 2020 )
  • Ditte Felding (2015 – 2018)
  • Stine Kamstrup (2010 – 2014)
  • Steen Larsen-Leddet (2005-2009)
  • Lone Wessel (2001-2004) Steen er med fra 2004 Festivalen overgår til Horsens kommune (2001)
  • Jan Torp, Kaskadeteatret (2000)
  • Lone Wessel, Kaskadeteatret med hjælp fra Jan Torp i 1991 (1991-1999)
  • Jan Torp, Kaskadeteatret (1985-1991)