Dansk
EnglishUNGE ANMELDERE
UNGE ANMELDER SCENEKUNST FOR UNGE
I år har festivalen haft besøg af journalist Eva-Marie Møller, der sammen med tre unge er gået på opdagelse i festivalens unge-program. Det er bl.a. blevet til tre anmeldelser, som du kan læse her.
De er skrevet af:
- David Kousgaard Kristensen, student i sommer og arbejder nu som pædagogmedhjælper.
- Jonathan Kousgaard Kristensen, 9. klasse, Det Fri Gymnasium.
- Sofia Birch, dramaelev på Horsens Gymnasium.
Jeg Inuk, Jeg et Menneske
En forestilling der ser historien i øjnene.
Skrevet af David Kousgaard Kristensen.
Forholdet i rigsfællesskabet er udfordret som aldrig før. Med Trump som part i et arktisk magtspil står fællesskabet mellem Danmark og Grønland overfor store udfordringer. Det efterlader også en gruppe af dansk-grønlandske i et stort dilemma. I forestillingen Jeg, Inuk bliver publikum inviteret med ind i tre menneskers fortællinger om opvæksten med to identiteter.
Forestillingen stiller sig frem intimt og skrøbeligt og fortæller om den splittelse koloniseringen har medført. Leveringen af budskabet sker gennem tre hovedkarakterer, der på skift fortæller deres egen livshistorie med inuitbaggrund. Man oplever at komme meget tæt på fortællerne, idet man bliver inviteret ind i deres liv og historie. Måden hvorpå, at man kigger mennesker i øjnene, mens de fortæller om deres dybeste indre, fungerer rigtigt godt. Det kommer meget tæt på publikum.
Man møder tre mennesker, som har hver deres historie og opvækst med i bagagen. Gennem stykket kommer man omkring alt fra at springe ud som homoseksuel foran sin mor i en kristen bygd i Grønland, til presset ved at skulle videreføre familietraditioner og frygten for at miste det sprog, som ens bedsteforældre kæmper for at holde i live. Alt sammen samles i forestillingens fortælling om at være inuit i Danmark.
Fra gruppen C:NTACTs side har man truffet et valg om at holde scenografien meget simpel. Det hele udspiller sig i et nøgent rum, hvor der næsten ikke er andet end de tre fortællere og deres kroppe. Det gør, at fokus ikke forstyrres af visuelle virkemidler, man bliver tvunget til at lytte. Spørgsmålet er dog, om enkelheden forstærker nærheden eller skaber en fornemmelse af distance.
Der er ingen dramatiske lys, ingen lydeffekter, ingen scenografisk ramme til at løfte fortællingen. Alt står og falder med de tre menneskers evne til at holde rummet, og det gør de faktisk. Men samtidig rejser spørgsmålet: hvor går grænsen mellem en teaterforestilling, en performance og et oplæg? Er det teater, når der ikke spilles roller, men blot fortælles livshistorier?
Her ligger noget af forestillingens styrke og svaghed. På den ene side føles det stærkt at blive mødt så direkte, uden filter. På den anden side savner man måske den forvandling eller iscenesættelse, som teatret normalt kan give en æstetisk ramme, der kunne forstærke de personlige historier i stedet for at lade dem stå alene.
Jeg, Inuk stiller dog centrale spørgsmål i debatten om rigsfællesskabet. Det er en skrøbelig historie, der kommer tæt på mennesker og deres virkelighed. Der er ingen tvivl om, at vigtige emner bliver sat under debat, og at der ikke kun sker en formidling, men også en inddragelse. Publikum bliver en del af samtalen, ikke bare tilskuere.
Som teateroplevelse vakler forestillingen. Som samtale og menneskelig fortælling står den stærkt. Jeg sad tilbage både rørt og udfordret og samtidig frustreret over, at formen ikke helt formåede at løfte indholdet.
Alligevel tror jeg, at Jeg, Inuk har et af de bedste undervisningsgrundlag, jeg har set i en forestilling. Den åbner for diskussioner om kolonihistorie, identitet, sprog, seksualitet, kulturmøder og tilhørsforhold. På den måde bliver den måske vigtigere som pædagogisk værktøj end som kunstnerisk oplevelse.
Det står nøgent. Det står skrøbeligt. Og måske er det netop i det nøgne, at forestillingen insisterer på, at vi ser hinanden i øjnene, mennesker til mennesker
Fakta:
Instruktion: Youssef Wayne Hvidtfeldt
Konsulent & historieudvikler: Mira Brandes
Musik, dans & historieudvikler: Karina Møller
Lys- og lyddesign: Fabian Carvallo
Projekt- og forestillingsleder: Mary Tesfay
Forestillingen blev vist som Task force version på Horsens Teaterfestival 2025.
Re-evolution
14 milliarder år forklaret i en multi-kunstnerisk og opsigtsvækkende forestilling.
Skrevet af Jonathan Kousgaard Kristensen.
Re-evolution er en fantastisk og fascinerende forestilling. Det er en forestilling, der fanger én lige så snart man kommer ind som publikum ved at filme rundt på publikumsopstillingen. Skuespilleren Emil Nygård er også en fantastisk scenekunstner med evnen til alene at kombinere skuespil, dans og sang og udføre det eminent.
Forestillingen handler om vores udvikling og livets cyklus, hvor man igennem forestillingen får at vide, at vi mennesker blot er et splitsekund i universet, og at vi ultimativt ikke betyder noget, men også at vi ødelægger jorden, og at vi nu er det sidste håb.
Beskrivelsen af klimakrisen fylder også meget og bliver beskrevet, som om vi ”knepper” jorden og hver eneste af vores HTH-køkkener. Rejser til Mallorca og pelsjakker er en lille orgasme, men jorden er ligeglad, vi ødelægger det kun for os selv.
Det er også en forestilling, der er meget informativ, men som også stiller lige så mange spørgsmål. Da jeg så forestillingen fascinerede det mig, at den var bygget så simpelt op. Der er et videokamera, en projektor, der viser, hvad der filmes, noget lys der kan skifte farve, en lille balje med vand, noget farve og en kasse i midten af opstillingen. Dette udtryk var et af de fedeste festivalforestillinger, jeg længe har set.
Historien handler konkret om livet og døden og alt lige fra start til slut af det hele. Men man får også et rigtig godt indblik i skuespillerens virkelige liv og hører meget om, hvordan det har været at vokse op med en døv far.
Som anmelder må jeg sige, at det var en meget abstrakt forestilling i forhold til at aldersgrænsen er 12+. Jeg vil sige, at det er en forestilling, man får mest ud af, hvis man selv kan tolke og reflektere lidt over den, hvilket jeg tror kan være svært, hvis man ”kun” er 12 år gammel. Jeg er selv meget glad for teater, hvor man mere eller mindre selv står til ansvar for at forstå forestillingen på sin egen måde. Dog tror jeg, at hvis man ikke er så teatergarvet, kan det være en svær forestilling. Men det er en meget fed forestilling og en meget klar anbefaling til alle, der nyder teater. Jeg vil som ung sige, at dette er en fantastisk forestilling, og hvis jeg skulle give den stjerner, ville den i hvert fald få 4/5*
Fakta:
- Idé, manuskript og skuespil: Emil Nygård,
- Performer, dramaturgi og visuals: Iben Damkjær
- Lyd og lys: Baldrian Sector
Forestillingen er set på Horsens Teaterfestival 2025.
Chlodnagaden nr. 33
Skrevet af Sofia Birch
Jeg så premiereforestillingen af Clodnagaden nr. 33 på FÆNGSLET i Horsens under Horsens Teaterfestival. Det er en historisk fortælling, og stykket bygger på virkelige hændelser fra Warszawas ghetto under Anden Verdenskrig. Forestillingen balancerer mellem den barske virkelighed af holocaust og livet på børnehjemmet i Chlodnagaden nr. 33. Gennem fire børns øjne, oplever vi hvordan nazismens regime ændrede livet for de ca. 500.000 jøder, der blev tvunget til at leve i Warszawas ghetto under kummerlige forhold.
Janusz Korczak var en polsk-jødisk pædagog og læge, der drev et jødisk børnehjem i Warszawa. Da nazisterne besatte Warszawa tidligt i Anden Verdenskrig og oprettede den jødiske ghetto, blev børnehjemmet i 1940 tvunget ind i Warszawa ghettoen.
Det særlige ved børnehjemmet var, at Korczak omsatte sine pædagogiske teorier i praksis. Hans teorier var banebrydende synspunkter på børneopdragelse, og de har senere lagt grundlag til, hvordan vi opfatter børneopdragelse i dag. I stykket oplever vi blandt andet den børnedrevne domstol, hvor de unge beboere ofte deltog i retssamlinger for at behandle klager og konflikter. Vi oplever også, hvordan Korczak kæmpede for børnenes rettigheder, og hvor langt han var villig til at gå for dem. Stykket fremstår rørende og menneskeligt, og har virkelig har nogle gode humanistiske budskaber.
På scenen står der to metal køjesenge, en kasse af samme materiale, lamper og sengetøj. Disse møbler er de eneste, der bliver brugt gennem hele stykket, og de flyttes alt efter behov. Enkeltheden fungerer fint, men især sceneskifterne på scenen kan til tider virke forvirrende. Der er nemlig gennemgående træk med, at både rekvisitter og skuespillere forbliver på scenen hele tiden. Det drastiske karakter- og sceneskift, der sker på scenen, kan gøre det svært at holde styr på karakterer og scener, men samtidig understreger det også, hvor dygtige skuespillerne er, og hvor hurtigt og overbevisende de formår at skifte mellem rollerne.
Et andet gennemgående element i stykket er, at hver skuespiller har sit eget instrument, der bliver spillet på, og som bruges i stedet for højtalere. Det er et element som virkelig har fanget mig, og som jeg synes fungerer særligt godt.
Grunden til min overvejende positive oplevelse er nok, at jeg efterfølgende har sat mig ind i historien om Janusz Korczak og børnehjemmet. Jeg vil indrømme, at jeg måske var lidt forvirret gennem stykket, da jeg ikke kendte historien særlig godt på forhånd. Jeg forstår godt, at stykket ikke kan indeholde en halv times oprids af Warszawas ghetto og Janusz Korczaks liv, det ville være upraktisk. Alligevel synes jeg, at man bliver kastet ret brat ind i fortællingen uden så meget baggrund. På den måde kræver det næsten, at man som publikum skal have en vis forhåndsviden til historien i forvejen for helt at kunne følge med.
Samlet set oplever jeg stykket som både rørende og tankevækkende. Man sidder tilbage med en vis følelse af uretfærdighed og medfølelse med karaktererne i historien. Skuespillernes præstationer får historien til at føles levende og ægte. Det er samtidig en meget dramatisk skuespillerstil, hvor man så kan diskutere, om det dramatiske udtryk virker forstærkende eller overdrevne. Personligt synes jeg, at det forstærker fortællingen, fordi det understreger karakterernes følelser og uretfærdigheden de står overfor. På trods af noget manglende baggrundshistorie, er der så mange stærke elementer der gør, at jeg alligevel sidder tilbage med en god oplevelse.
Forestillingen er set på Horsens Teaterfestival 2025.