Sort Hul
- Teatret Aspendos
- Fra 13 år
- 50 min.
To unge fyre starter i gymnasiet. Begge med drømmen om, at finde nye fællesskaber. Men der midt i mulighedernes land, dukker usikkerheden op. Hvordan bliver man en del af fællesskabet? Og hvad gør man, hvis man er så alene, at det føles som om, man er fanget på bunden af et dybt sort hul?
Lukas kæmper. Elias trækker sig. Ind i mørket. I mørkekammeret. I skyggerne. Her er han alene, og ikke helt lige så ensom, som når han er sammen med de andre.
For Elias føles det som om, han sidder på bunden af et kulsort hul. Herfra ser han livet gå videre, deroppe i lyset, uden ham. Han er tilskuer til de andres liv. Uanset hvor meget han prøver, kan han ikke komme op af det hul. Ikke ved egen kraft.
Mange, der døjer med ensomhed, kan genkende oplevelsen af at sidde i et dybt hul og se alle andre leve i fællesskab oppe i lyset. Hvor den ensomme ofte føler sig som tilskuer til de andres liv, bliver publikum i ’Sort Hul’ tilskuere til den ensommes liv. De placeres i scenografien – på kanten af et mørkt hul – og i hullet, dybt under dem, bringer de to skuespillere historien til live.
’Sort Hul’ er en forestilling om fællesskabets betydning og om at række ud.
Medvirkende: Ida Nørfelt Lund og Steffen Sommerstedt
Instruktion: Robert Reinhold
Manuskript: Johanne Reynberg
Musik: Benjamin Barfod og Nikolas Sommerstedt (Hold fast i mig)
Lys/teknik: Magnus Sommerstedt
Producent: Maria West Hage (Egnsteatret i Vordingborg)
Scenografi: Peter Rasmussen
Syerske: SyExpressen
Iscenes anmelder, Anne Middelboe, giver 5 stjerner og skriver bl.a.:
Egnsteatret i Vordingborg og Teatret Aspendos rammer teenagerens ensomhed, så man får ondt i maven af at stirre ned i dybet i Sort Hul.
… stykkets karakterer er så klart og nænsomt beskrevet, at man virkelig tror på dem.
…. disse gode skuespillere kan puste liv i alle fortællingens karakterer.
Læs hele anmeldelsen på: https://iscene.dk/2026/04/20/%E2%98%85%E2%98%85%E2%98%85%E2%98%85%E2%98%85%E2%98%86-sort-hul-er-aerligt-teenageteater-om-at-vaere-uden-for-faellesskabet/
Ensomhed er et problem, der er i stigning, og i særlig grad for unge. I aldersgruppen 16-24 år viser 18,3 % af mænd og 26,3 % af kvinder ifølge Sundhedsstyrelsen (2022) tegn på ensomhed. Et tal der har været i stigning de sidste 10 år.
Gennem en ærlig, intim og underholdende fortælling, vil vi bryde tabuet omkring ensomhed, og opfordre til, at vi alle reager på den ensomhed, vi oplever. Både vores egen og den omkring os. Vi ser ensomhed som et fælles problem, som kun kan løses i fællesskab, og derfor er denne forestilling på samme tid en udstrakt hånd, og en opfordring til, at vi alle rækker ud og bryder ensomheden.
- Horsens Byskole afd. Fussingsvej

Dansk
English