Festivalåbning

Kom og vær med til at fejre festivalens 40-års jubilæum. Her kan du gå på jagt efter Gademonstre, opleve en skøn danseforestilling og skåle med os i en sodavand.

Gademonstre

Af Tårnby Park Studio
Alder: fra 5 år
Torvet
Fredag kl. 15.30-17.00 

Har du nogensinde dystet mod og fanget monstre på din telefon? Nu kan du blive en del af spillet ude i den virkelige verden!

I området omkring Torvet er en gruppe digitale monstre brudt fri. Nu strejfer de drømmende rundt mellem 2D og 3D i en parallelvirkelighed, og du skal hjælpe dem med at vende tilbage til deres liv bag skærmen, der hvor de hører til! Men vær forsigtig – spillet er fyldt med skjulte farer. Nogle monstre vil måske ikke finde vej tilbage bag skærmen.

Koncept og iscenesætter: Andreas Liebmann

Medvirkende og samskabere: David Sebastian Lopez Restrepo, Boaz Barkan, Beck Heiberg, Antoinette Helbing, Camilla Lind, Mikka Mallow & Sigrid Stigsdatter

Unity

Af Eflex i samarbejde med Global Legacy
Alder: fra 6 år
Torvet
Fredag kl. 17.00-17.30

En højenergisk danseforestilling, der henter inspiration fra en ghanesisk fortælling om kosten som et åndeligt redskab, der bruges til at feje energier væk og bære historier med sig. På ghanesisk betyder ordet for kost “mange strå” – et enkelt strå kan knække, men bundet sammen er de stærke. Kosten bliver således et symbol på kollektiv styrke og enhed.

I centrum af Unity står den ghanesiske danser, koreograf og underviser Michael Sarpong, kendt som Eflex. Han er internationalt anerkendt som en pioner inden for Azonto-dansestilen og hyldes for sin dybe kulturelle viden og sit engagement i afro-dans.

GLOBAL LEGACY
Alina Bbaale  ●  Elizabeth Adjei Hozame  ●  Maisatou Jobarteh  ●  Mariama Rohey Khan  ●  Michalina Szymanowicz  ●  My Frisk  ●  Salwah Lund Africa  ●  Simone Guerra Skovgaard  ●  Datif the Great

Tak til BILKA og Løvbjerg der har sponseret sodavand til åbningsforestillingen.