PRISUDDELINGER TIL FESTIVALEN
HORSENS BØRNETEATERPRIS GIVES TIL EN PERSON, ET TEATER ELLER EN GRUPPE PERSONER, DER HAR GJORT SIG BEMÆRKET MED EN INDSATS FOR AT FREMME DET PROFESSIONELLE BØRNE- OG UNGDOMSTEATER.
Horsens Børneteaterpris
Vil du gerne have indflydelse, når Horsens Børneteaterpris 2025 skal uddeles? Kom med din indstilling til Horsens Børneteaterpris.
Med Horsens Børneteaterpris uddeles 25.000 kr. til en person, et teater eller en gruppe personer, der har gjort sig bemærket med en indsats for at fremme det professionelle børne- og ungdomsteater. Prisen kan tildeles såvel aktive teaterfolk som mere usynlige aktører – herunder diverse forskellige funktioner fra tekniker til arrangør.
Alle kan indstille kandidater til prisen, og vi opfordrer til, at du skriver en motivation for din indstilling. Send din indstilling til teaterfestival@horsens.dk inden den 1. juli 2025.
Juryens medlemmer offentliggøres senere.
Alle undtagen juryen kan indstille kandidater, og indstillingen sendes til teaterfestival@horsens.dk.
I 2025 er det 30. gang prisen skal uddeles under Horsens Teaterfestival.
Danske dramatikeres manuskriptpris
Har du skrevet en god tekst for børn og unge? Så send dit manuskript ind til Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2024.
Danske Dramatikere vil med denne manuskriptpris sætte fokus på det gode manuskript som et af de uundværlige elementer i den gode forestilling for børn og unge.
En jury udvælger blandt de bedste manuskripter til årets forestillinger på børne- og ungeområdet en dramatiker, som præmieres med 15.000 kr. ved Horsens Teaterfestival. Send din tekst ind til manuskript@dramatiker.dk, deadline følger.
Prisen er et samarbejde mellem Danske Dramatikere, Dramatiker Væksthus og Horsens Teaterfestival. Vi vil præmiere det fremragende tekstlige grundlag til en af sæsonens forestillinger (23/24). Prisen gives til en tekst, hvor dramatikerens stemme klinger originalt og blander sig selvstændigt i scenekunstens udtryk.
Danske Dramatikeres Manuskriptpris for børne- og ungdomsteater uddeltes for første gang på Horsens Teaterfestival i 2017.
Horsens Børneteaterpris og Danske Dramatikeres Manuskriptpris uddeles til festivalens festaften lørdag aften.
Årets modtager af Horsens Børneteaterpris er MYKA v. My Grönholdt.
Med sine empatiske og visuelt overdådige værker insisterer MYKA på, at selv absolutte livsbegyndere fortjener kunstoplevelser af høj kvalitet. På den måde bæres et traditionsrigt menneskesyn i dansk børneteater – at børn er ligeværdige med voksne og skal tages alvorligt, på smukkeste vis videre. Samtidigt peger hendes arbejde fremad i værker, hvor koreografi, musik, kostumer og scenografi sidestilles i inddragende og dragende installationer.
Med inspiration fra indlandsisen, Havet, skoven og svampenes underjordiske netværk er naturen ofte det udgangspunkt, hvorfra der trækkes forbindelser mellem alle slags organismer og liv. Mellem mennesker og vores naturlige omgivelser, mellem voksne og børn.
MYKA undersøger det lille barns perspektiv, dets motoriske, emotionelle og fysiologiske udvikling, og skaber et nærværende og åbent rum, hvor et spædbarn selv kan kravle på opdagelse, og samtidig spejle sig i forældrenes oplevelse.
”Jeg ønsker at skabe håbefuld magi” har My Grönholdt sagt, og det synes vi er lige præcis det MYKA gør med sine poetiske og kærlige værker, der efterlader både bittesmå og store mennesker med alle sanser fulde. Kunstoplevelser der sætter sig i børns nervesystem, som My selv ville sige det.
MYKA sætter en tyk fed streg under, at det at skabe scenekunst til de allermindste er helt forligeligt med en seriøs, undersøgende og stærk kunstnerisk praksis.
Juryen 2024 bestod af Lone Wessel (direktør Horsens Ny Teater), Lars Dammark (medlem af dramaturgiatet for Horsens Teaterfestival), Søren Ruby (skuespiller), Adelaide Bentzon (programchef Horsens Teaterfestival) og sidste års vindere Hans Nørregaard og Live Art Danmark v. Ellen Friis og Henrik Vestergaard Friis.
2024: MYKA v. My Grönholdt
2023: Hans Nørregaard og Live Art Danmark v. Ellen Friis og Henrik Vestergaard
2022: Betina Grove, Teatret st. tv.
2021: Thomas Eisenhardt
2020: Rob Parr
2019: HiLS DiN MOR
2018: Søren la Cour & Søren Søndberg, Gruppe 38
2017: Gitta Malling, Limfjordteatret
2016: Alex Byrne
2015: Meridiano Teatret
2014: Jørgen Carlslund, ZeBU
2013: Asterions Hus
2012: Gitte Kath & Claus Helbo
2011: Katrine Karlsen, Graense-Loes
2010: Methe Bendix & Anne Dalsgaard, Teater Hund
2009: Peter Seligmann, Teater 2 Tusind
2008: Mette Rosleff, Teater My
2007: Erik Viinberg, Teater Neo
2006: Det Fortællende Teater
2005: Carsten P. Jensen
2004: Biba Schwoon
2003: Lisbeth Lindblad Knopper
2002: Jonna Beha Oulund, Odsherred Teatercenter og Skole
2001: Cathrine Poher
2000: Sara Topsøe-Jensen, Carte Blanche
1999: Michael Ramløse, Teatret Fair Play
1998: Bodil Alling, Gruppe 38
1997: Svend Langhans, Odsherred Teaterforening
1996: Marc van der Velden, Teater la Balance
Årets to modtagere af Danske Dramatikeres Manuskriptpris for børn og unge er:
Abelone Koppel for teksten “TOVE” og Josephine Eusebius for teksten “SABOTAGE”
Danske Dramatikeres Manuskriptpris for børn og unge 2024 uddeles til en ekstraordinær tekst, der har dannet grundlag for en af sæsonens gode forestillinger. Prisen gives til en tekst, hvor dramatikerens stemme klinger originalt i forestillingen og blander sig selvstændigt i scenekunstens udtryk. Prisen er et samarbejde mellem Danske Dramatikere, Dramatiker Væksthus og Horsens Teaterfestival.
I 2024 uddeler vi hele TO manuskript-priser – og hvorfor så det? Jo, fordi vi i Danmark producerer så meget godt børne- og ungdomsteater! Der var simpelthen så mange gode tekster, som juryen i år kunne vælge i mellem. Men også, og måske vigtigst, så har de skiftende juryer tit diskuteret, at der er meget stor forskel på at skrive tekster til f.eks. de 2-årige, de helt små, og så de 15-årige, der er unge voksne. Der er så stor forskel på at skrive tekster for børn og skrive tekster for unge, så derfor har vi i år valgt at belønne én tekst, der er fra 7 år og op OG én tekst, der er til et ungdomspublikum.
Og her er nogle af juryens overvejelser om de 2 tekster:
Om teksten for unge:
“Teksten lever, der er stærk fremdrift, rørende øjeblikke og et blik på en tid og en pige som har svært ved at finde fodfæste i alt det der forventes af hende. Sproget føles legende og let og som en dramatiker, der taler ind i nuet og kender sin målgruppe.”
“Meget fin skildring af et problem oppe i tiden: Unges mistrivsel. Fin skildring af tankemylder, spænden-ben for sig selv, ensomhed, præstationsangst, nedtrykthed og forholdet til forældre.
Velskrevet og et godt sprog i højde med publikum. Skrevet af en yngre dramatiker, derfor er hun skarp og nutidig.”
Om teksten for børn:
“En tekst og en forestilling jeg tror taler til alle de introverte børn, der sjældent bliver spejlet så fint som de gør i dette manus. Jeg fik kuldegysninger og det satte gang i min fantasi og i hele mit følelsesregister.”
“I virkeligheden kunne denne tekst omhandle mange andre ting end bogstaver. F.eks. børn med udfordringer af enhver slag. Og her er tematikken central: Du er dig, og du skal være lige præcis dig, og du er fantastisk som du er. Gå ud i verden med alt det, der er dig. Du er rummet og elsket. Her fungerer Mørkestemmen rigtig fint.
“Dialogerne er enkle og klare og forståelige for mindre børn. Om det indre evindelige tovtrækkeri med Mørkestemmen og tvivlen. Her skildret enkelt og forståeligt.
Om teksten for unge:
“En aktuel tekst med stor nødvendighed, stort sprogligt overskud og drive, hvor det monologiske præg understreger ensomheden. Teksten glider sublimt, ubesværet ind og ud af situationer og karakterer, i én fremadskridende, uafvendelig nedtur. Her er en dramatiker, der tør presse sin karakter max og tør lade sin karakter reagere max.”
“Smuk, smuk afslutning hvor det hele er ramlet, Gry bliver sygemeldt og veninden Isa skriver et brev der fortæller om hendes kærlighed til Gry, om Grys mange fantastiske sider, karaktertræk og egenskaber, som ligger meget langt fra Grys selvopfattelse.”
Om teksten for børn:
“Temaet gør fortællingen aktuel, selvom det handler om en pige i 1920’ernes Danmark:
At være tro mod sig selv og sine drømme – uanset hvad ydre og indre kritiske stemmer siger. Og Tove har en klar vilje: “Jeg vil skrive digte, der kan bevæge min mor, der kan bevæge mennesker”. Tove vil være kunstner.”
“Jeg tror mange børn bliver nysgerrige på Tove Ditlevsen og de vil huske denne forestilling, når de møder hendes ord senere i deres skoletid.”
Juryen bestod i 2024 af Amina Krohn Membar, Johanne Petrine Reynberg, Camilla Hübbe, Anja Hitz, Mette Rosleff, Sandra Mahmoud Lindquist og Jesper Karlsen.
2022: Amalie Olsen, ”TyveTyve”
2021: William Lippert, “Mit navn er Greta”
2020: Carl Martin Norén, “Sne og Sand”
2019: Magnus Iuel Berg, “Finn og de Fem Fajl”
2018: Alexandra Moltke Johansen, ‘Voksen’
2017: Pia Marcussen, ‘Habibi’