Hverdagen – verdens kedeligste forestilling

’Hverdagen – verdens kedeligste forestilling’ handler om hverdagen. Er den sjov eller dum? Hvem laver det meste og det kedeligste arbejde derhjemme?

”Jeg er kunstner. Jeg er kvinde. Jeg er gift. Jeg har et barn. Jeg vasker tøj, gør rent, laver mad, lapper tøj, plejer, passer og så videre. Og jeg laver kunst, når jeg kan nå det. Så derfor vil jeg nu tage al denne her daglige vedligeholdelse og omdøbe den til KUNST. Jeg vil komme her hver dag og udføre alle de ting, jeg plejer at gøre derhjemme. Jeg vil feje, vaske gulvet, tørre alting af, lave mad, invitere på middag, gøre rent, rydde op og skifte pærerne i lampen.”
(tekst fra forestillingen, fra Mierle Ukules: Vedligeholdelsesmanifest)

Det meste af livet går med gentagelser. Med rengøring, oprydning, madlavning og vask. Med transport frem og tilbage til arbejdet og skolen, der også består af gentagelser. For at undslippe gentagelsen kan man enten gøre noget helt andet. Eller man kan zoome helt ind på den, være til stede i øjeblikket og omfavne hver eneste lille måde, dagens handlinger adskiller sig fra alle tidligere.

Live Art Danmark zoomer ind på hverdagens rutiner og ritualer. Vi står op, slukker vækkeuret, tager tøj på, spiser morgenmad og går i skole, mens vi spørger, hvad forskellen på kunst og virkelighed egentlig er?

Forestillingen bygger på over 20 værker af kendte internationale kunstnere, som vi genskaber live sammen med publikum. Både store og små inviteres med på scenen til at spise æbler, fortælle om deres sko eller skabe malerier med marmelade og cola. ’
Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond og er den tredje forestilling i trilogien efter ”50 Farlige Ting, alle børn bør prøve’ og ’KABOOM- kunsten at ødelægge’. Live Art Danmark modtog Horsens Børneteaterpris 2023.

FORESTILLINGSKREDITS
Koncept og optræden: Ellen Friis og Henrik Vestergaard
Konsulenter: Daniel Norback og Lars Vind-Andersen

22. september 2024

11:00 - 11:45

SPILLER OGSÅ:
22. september 2024 | 13:00 - 13:45

Sted

HOAT
Allegade 16B, Horsens