Buster og mig

Om en dreng, end hund – og linedansen om en fars kærlighed

Lukas har altid været anderledes på grund af sit særprægede udseende, sin usikre måde at tale på og sin livlige fantasi. Disse egenskaber har gjort ham til maskot i et lille cirkus, hvor han optræder med nogle klovnenumre sammen med sin far og hunden Buster.

Lukas elsker sin far meget højt, men forstår ikke, hvorfor han ikke opfører sig som sig selv længere.
Engang var han altid glad og rar og lavede sjov med Lukas. Det var dengang Lukas’ mor også var der og kunne gå på line og flyve i trapez højt oppe under teltdugen. Hun lærte også Buster at gå på line. Det var dengang alting var godt.

Nu bliver Lukas’ far altid vred over det mindste og skælder ud uden grund. Selv Buster bliver han vred på.

Lukas tror, at det er den lille flaske, som hans far altid har i inderlommen, der gør ham så forandret, og som en dag får ham til at sige, at han vil af med Buster, fordi han er blevet for gammel til at gå på line og ikke længere laver sine numre ordentligt. Derfor beslutter Lukas, at han vil rejse væk med Buster og aldrig mere komme tilbage.

Buster og mig er en både rørende og morsom forestilling om kærlighed og om mod til at sige fra og stå ved sig selv i en svær familiesituation. Den opføres af to performere og en indtagende cirkushund og er for alle fra 6+.

KREDITS:
Medvirkende: Lars Begtrup, Serafín Ziquer Xavier og hunden Buster
Dramatiker, instruktør, scenograf og komponist: Giacomo Ravicchio.
Dramaturg: Elise Müller
Lysdesign: Andreas Persson Sveistrup
Konstruktør: Steen Molls Rasmussen
Fotograf: Ditte Valente

SAGT OM FORESTILLINGEN:

”Storslået klovnekunst.
’Buster og mig’ byder på tre skønne og dygtige klovne og herlig musik som i en gammel italiensk film. Lars Begtrup og Serafin Ziquer Xavier har fuldstændig styr på krop og mimik, mens Busters præstationer i forestillingen udelukkende er fysiske. Det gør ikke vovsen mindre underholdende – tværtimod.”
Randi K. Pedersen, Teateravisen

★★★★★
”Meridiano Teatret har lavet en helt underspillet og stilfærdig forestilling om alt det usagte, der kan hobe sig op mellem forælder og barn, og om de ting, vi, som voksne gør, der kan være så svære at forstå. Forestillingen er på samme tid utroligt morsom og nænsom i den måde den behandler den tunge problemstilling på. Det bliver aldrig trist eller dystert, men afspejler egentlig bare en situation, som alt for mange børn kender. Flot børneteater fra Meridiano Teatret, der også viser et udtalt mod, ved at gå i krig med en vigtig problematik.
(…)
Serafín Ziqeur Xaviers lidt ludende holdning og, helt klart, ensomme karakter, drengen Lukas, gøgler rundt på scenen så vi griner, men hans stilfærdige besked til faderen: “Mig og Buster synes du drikker for meget”, rammer lige i hjertekulen
(…)
Lars Begtrup spiller den mystiske voksne der har problemer, der kan være svære at forstå for et barn, med præcision, men også loyalitet. Han er ikke den onde, men han har helt klart brug for hjælp.”
Setpaascenen

22. september 2024

12:00 - 12:45

Sted

Kulturstationen, ØST-gym
Skolegade 7, 8700 Horsens