Program lørdag

Billetbestilling for formidlere åbner i uge 34.
Billetbestilling for private åbner i uge 35.

OBS der tages forbehold for programændringer.

OCEAN af MYKA // 0 - 1 år


Foto: Morten Arnfred

Varighed: 30 min.
Spillested: Horsens Ny Teater, Kvium
Dato: Lørdag kl. 11.00 og 12.30

‘Giv dig selv og din baby en fælles magisk og poetisk oplevelse. I et hav fyldt af plastik dykker vi ned i det ukendte dyb. ’OCEAN’ er en danseforestilling og installation, der vækker sanserne med bølgende dans, selvlysende og futuristiske dybhavsvæsener i et elektronisk hav-lydlandskab.

Publikum inviteres ind i ‘OCEAN’s fortryllende dybhavsunivers. En æstetisk totaloplevelse skabt med upcycling af materialer, bæredygtige produktionsformer og genanvendt plastik.
Her er fokus på nytænkning inden for scenekunst for de yngste og deres voksne med bevægelse, lys, lyd og sanselig stimulering, der styrker båndende mellem babyer og forældre.

Vand er det element vi kender helt fra før-fødslen. Babyen i livmoderen hører lyde, mærker bevægelser og oplever forbindelse med omverdenen gennem morens følelser. MYKA inviterer gravide til at opleve ‘Ocean’ og mærke samhørigheden med baby i livmoderen, som flyder rundt i sit eget vandunivers.

Jeg giver forestillingen 6 ud af 6. Myka har fundet en niche, som de til fulde er mestre i og jeg er yderst imponeret over tankerne bag, udførelsen og ikke mindst reaktionerne fra alle de dejlige babyer som var publikum. Jeg vil i den grad holde øje med Mykas forestillinger fremadrettet og jeg vil særligt anbefale netop denne forestilling til alle mødregrupper i hele landet, for det er en kæmpe oplevelse for både forældre som småbørn. Amalie Nygård, Kulturkongen

Medvirkende: Julie Rasmussen og Vincent Jonson
Komponist: Erik Christoffersen
Koreograf: My Grönholdt
Scenograf og kostumedesigner: Baum&Leahy og Emilie Alstrup
Lysdesigner: Sonja Lea
Lyddesigner: Erik Christoffersen
Videodesigner: Morten Arnfred

Forvandling af Limfjordsteatret // 0 - 4 år


Foto: Lars Horn, Baghuset

Varighed: 30 min.
Spillested: Kulturstationen, Pige-gym
Dato: Lørdag kl. 9.30, 11.00 og 13.30

Forestilling for de helt små i et sanseligt og eventyrligt univers.

Midt i universet står Livets Træ og spreder sine grene ud over verden. Vandet klukker, fuglene synger og bierne summer. Børnene og deres voksne får plads midt i en eventyrlig verden af syede, strikkede og hæklede træer, blomster og græstuer. En verden, der langsomt forvandles, åbner sig op og åbenbarer naturens små mirakler.

’Forvandling’ er en sød forestilling for de 0-4-årige, der med sit finurlige strikkeunivers inspirerer de mindste til selv at mærke med. Skuespiller Asger Kjær og danser Stisa Søgaard folder sammen skovens årstidsforvandling ud i fysiske bevægelser og mimik i fin samklang med det taktile og visuelle rum. Anne Lisberg, Iscene

Medvirkende: Stisa Søgaard (danser) og Asger Kjær (skuespiller)
Instruktør: Gitta Malling
Scenograf: Lene Bek Nielsen
Teaterformidler: Charlotte Olling Rebsdorf

’Forvandling’ er også: En bemandet installation – Et læringsprojekt – Workshop for dagplejere og pædagogisk personale med og uden børn – Workshop med naturvejleder – Et udviklingssamarbejde med TATE Modern – Et projekt støttet af Nordea-fonden

Aftryk af TeaterBLIK // 0 - 4 år

Foto: Asbjørn Nørgaard

Varighed: 30 min.
Spillested: Horsens Byskole Kildegade, Multisalen
Dato: Fredag kl. 16.00, Lørdag kl. 9.30 og 11.00

Med ler, vand og hænder skabes en legende, visuel og musikalsk opdagelsesrejse for de allermindste.

Leret er i konstant forandring. Som kunstnerisk, skulpturelt materiale. Som sanseligt udtryk der sætter aftryk, tegninger og spor. Former og figurer opstår med børnene som vidner til opdagelsen og den levende proces. Musikken er live og skabt med de elementer, som indgår i forestillingen. Glas, ler, vand og stemmer.

Medvirkende: Maria Grønlund Malling og Simon Voigt
Instruktør: Gertrud Exner
Medinstruktør Catherine Poher
Komponist: Simon Voigt
Kostumer Signe Birk

 

Hvad er det? af Aaben dans // ½-4 år


Foto: Ditte Valente

Varighed: 35 min.
Spillested: Kulturstationen, Drenge-gym
Dato: Lørdag kl. 16.00, Søndag kl. 9.30 og 12.00

Nysgerrigheden er den største drivkraft, når det lille barn skal lære verden at kende. En drift der kan vare hele livet. Med bevægelse og dans udforsker danserne både kroppen og rummet uden at tage noget for givet.

Aaben Dans har med ’Hvad er det?’ skabt et nysgerrigt performanceværk, der udrydder alle regler og koncepter og opdager verden på ny. Morten Hede, Teateravisen

Koncept, koreografi og iscenesættelse: Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling
Dansere: Ole Birger Hansen og Antoinette Helbing
Scenografi og kostumer: KASPERSOPHIE
Komponist: Fredrik Lundin

Lillebitte kæmpestor af Teatret FAIR PLAY – en del af Sjællands Teater // 3 - 6 år


Foto: Asako Kido Parr

Varighed: 35 min.
Spillested: Kulturstationen, Drenge-gym
Dato: Lørdag kl. 10.00 og 12.00

PREMIERE

Kom med på en musikalsk rejse, hvor vi sammen med børnene undrer os over alt det, der er lillebitte, alt det der er kæmpestort og alt derimellem.

Hvordan kan en lille klump i maven vokse sig til at føles uendelig stor? Hvordan kan det være, at en kæmpe stjerne i det uendeligt store univers, kan placeres mellem tommel- og pegefinger? Og kan det virkelig passe, at en lillebitte pige kan kaste en kæmpestor skygge?

Publikum inviteres med ind til en filosofisk leg med plads til undren over alt det, der er så småt, at man hverken kan se eller røre det, og alle de ting, som er så store, at de kan være svære at forestille sig.

Medvirkende: Theresa Sølvsteen og Alice Carreri Pardeilhan

Hvis jeg var en HUND af Mit Teater // 3 - 9 år


Foto: Peter Ravnsborg (Mumilab)

Varighed: 35 min.
Spillested: Kulturstationen, Komediehuset – Vagn Ry salen
Dato: Lørdag kl. 9.30 og 13.15, Søndag kl. 10.30

’Hvis jeg var EN HUND’ er en rørende og humoristisk forestilling for de 3-9 årige og deres familier.

Leonard er så bange for hunde, at han til sidst selv ønsker at blive til en stor stærk hund. En ønske-fe hører hans ønske og forvandler ham til en stor gul hund. Men hvad mon hunde er bange for?

’Hvis jeg var EN HUND’ handler om det livsbekræftende i at være bange og alligevel vove pelsen.

Se trailer for forestillingen

Medvirkende: Tine Grauengaard og Rasmus Reiersen
Komponist: Johannes Eberl Smed
Dramatiker: Tine Grauengaard, frit efter Wolf Erlbruch
Instruktør og scenograf: Hans Nørregaard

TYREN Ferdinand af Passepartout Theatre Production // 4+


Foto: Passepartout Theatre Production

Varighed: 40 min.
Spillested: HOAT
Dato: Lørdag kl. 11.00 og 14.30

Det kan være svært at være sig selv i en konkurrencekultur med højt gruppe- og forventningspres, selv om man er en stor og flot tyr…

Ferdinand er ikke som de andre. Alle de andre tyre stræber efter at optræde i den store arena for at blive berømte, vise deres styrke og mod for til sidst at blive dræbt. Ferdinand derimod går sine egne veje, ønsker fred og ro og at sidde lige så stille under sin elskede korkeg og snuse til blomsterne. Men kan en stor flot tyr få lov til det?

’TYREN Ferdinand’ er en fabulerende dukketeaterforestilling for både børn og voksne, bygget på Munro Leafs verdensberømte bog ‘The Story of Ferdinand’. Den spilles af to skuespillere med åben dukkeføring i en legende, håndholdt spillestil. Det æstetiske og musikalske univers er sanseligt og stiliseret – skabt for øjne, ører og hjerter i alle aldre.

Se trailer for forestillingen

Tyren Ferdinand’ er således en sød, symbolsk og æstetisk gennemført forestilling, der fortæller os historien om den blomsterglade tyr fra Spanien. Og selvom den har 85 år på bagen, er den stadig en højst aktuel og sjælden hyldest til pacifismen og freden, der ikke kræver en krig først. Morten Hede, Teateravisen

Medvirkende: Vika Dahlberg-Hansen og Rune Antonio Bro
Komponist: Ole Højer Hansen
Dramatiker, forfatter: Jacques Matthiessen, dramatisering af Munro Leafs og Robert Lawsons bog The Story of Ferdinand
Instruktør: Lene Hummelshøj
Scenograf: Christian Q Clausen
Dukkemager: Martynas Lukosius

Farvel Fugl af Wunchmachine // 5 - 10 år 467


Foto: Sune Hede

Varighed: 60 min.
Spillested: Nordre Kirkegård
Dato: Lørdag kl. 10.00 og 12.00

Publikum bliver taget imod af graveren ved kirkegården. Hun giver alle hovedtelefoner på, og imens de følger efter hende ind på kirkegården, begynder lydene af virkeligheden at forstærkes. Langsomt bevæger gruppen sig af sted, indtil de pludselig bliver afbrudt af en vred pige i en gul regnjakke, der råber ”hvorfor skal det være sådan her”.

’Farvel fugl’ er en lyd- og sansevandring, hvor vi møder forskellige karakterer, der enten har brug for hjælp fra børnene eller inviterer dem til at deltage i ritualer. Forestillingen slutter af med grav-saftevand og et åbent rum til at dele oplevelser med kirkegårde og afsked.

’Farvel fugl’ møder børnene i øjenhøjde og skaber rum til at tale naturligt om den svære kendsgerning, at livet har en slutning.

Se trailer for forestilingen

Medvirkende, dramatiker, forfatter: Helga Rosenfeldt-Olsen og Alaya Riefensthal
Instruktør: Helga Rosenfeldt-Olsen
Scenograf: Alaya Riefensthal
Komponist: Thoranna Björnsdottir
Lyddesign: Helga Rosenfeldt-Olsen og Alaya Riefensthal

TAM VILD – en sand junglekomedie om at finde sin indre urkraft! af Dansk Rakkerpak // 6+


Foto: Jan Christensen

Varighed: 55 min.
Spillested: Horsens Ny Teater, Teatertorvet
Dato: Lørdag kl. 11.00 og 14.30

Newyorkeren Jane er besat af myten om Abernes Konge, og en dag beslutter hun sig for at rejse dybt ind i Afrikas jungle for at finde sin drømmehelt. ’Tam Vild’ er en spektakulær og VILDT crazy nonverbal gadeteaterforestilling bakket op af en massiv lydside, slapsticks, poesi og den klassiske replik “Me Tarzan, You Jane”.

Forestillingen bygger på de grundlæggende Rakkerpak-dyder, som handler om at skabe udendørs teater i et universelt teatersprog – godt krydret med både galskab og humor.

En underholdende og intelligent forestilling af altid sprælske Dansk Rakkerpak, der på præcis, men ikke politisk korrekt vis retter en kritisk pegefinger i børnehøjde mod både den hvide vestlige kulturs selvforståelse, den store kærlighed og de stereotype kønsroller – uden at det bliver kedeligt. Betina Rex, Teateravisen

Medvirkende: Susanne Bonde, Bastian Popp og Niels-Peter Kløft.
Scenograf: Christian Q. Clausen.
Konsulenter: Alex Byrne, Troels Hagen Findsen og Niels Grønne.

KABOOM – kunsten at ødelægge af Live Art Danmark // 6 - 12 år


Foto: Gert van der Pumperlei

Varighed: 45 min.
Spillested: Rådhuset
Dato: Lørdag kl. 9.45, 13.30 og 16.30

Hvornår må man ødelægge ting? Hvorfor kan det være nødvendigt? Kan man bygge nyt uden at rive noget gammelt ned først?

’Kaboom’ er en forestilling, der handler om forholdet mellem destruktion og skabelse. Vi undersøger den forbudte glæde ved ødelæggelsen og inviterer publikum til at smadre ting sammen med os på scenen. Vi fortæller om performances og andre værker fra kunsthistorien, hvor destruktion er en kreativ kraft, der fører til noget nyt.

’Kaboom’ gennemgår kunstnere fra Asger Jorn til Lucio Fontana og Gustaf Metzger. Vi spiser bolsjer, smadrer guitarer og fodrer en kødhakker med Hegels samlede værker for at lave pølser af dem.

Medvirkende: Katrine Leth Nielsen og Henrik Vestergaard
Kunstneriske konsulenter: Ellen Friis og Daniel Norback
Med inspiration fra FUNDUS THEATER / Forschungstheater, Kate McIntosh og andre

I Stilhedens Favn af Catabile 2 // 7 - 13 år


Foto: Per Rasmussen

Varighed: 45 min.
Spillested: Horsens Ny Teater, Salen
Dato: Fredag kl. 15.45 og 19.00, Lørdag kl. 12.15

Stilheden er her altid. Den er her – nedenunder alle lydene. Du kan især mærke den, når du er ude i naturen, helt tæt på en anden person eller i det helt specielle øjeblik, hvor alt er roligt, og det føles, som om tiden står stille. Ofte regner vi ikke stilheden for noget. Men hvis du dykker ned i den, kommer verden til live på en ny måde, og hver lille lyd får værdi.

Tit kan stilheden dog være svær at mærke. Der er så meget larm i verden og så mange ting, du skal nå. Men hvis du lytter rigtig godt efter, kan du høre den.

I forestillingen har vi allesammen høretelefoner på. Du er i et univers fyldt med lyde. Performerne hvisker dig direkte ind i ørene, og det, som du hører, spiller sammen med deres bevægelser. På den måde skabes forestillingen af de billeder, du danner indeni.

Se trailer for forestillingen

Idé: Siri Facchini Haff
Medvirkende, dramatikere og forfattere: Karolina Pietzrykowska og Siri Facchini Haff
Instruktør: Sandra Yi Sencindiver
Lyddesign: Lasse Munk
Lysdesign: Per Aagaard

Lyden af fremtid af Boaz Barkan // 8 - 12 år


Foto: Andreas Bergmann Steen

Varighed: 55 min.
Spillested: Horsens Bibliotek, Mødesalen
Dato: Lørdag kl. 11.30 og 14.45

‘’Lyden af Fremtid’ er en forestilling om forventninger, risici og muligheder for fremtiden. Vi får besøg af kvinden Naima fra en fjern fremtid, der ved hjælp af sine genetisk modificerede, halvmagiske evner viser, hvad folk i hendes samtid er i stand til. Hun tager børnene med på sin rejse i vores nutid og åbner deres ører til den fantastiske diversitet, som vi stadig har.

I forestillingen har vi alle sammen høretelefoner på, og gennem et 3D lydunivers og en interaktiv performance bliver vores vante omgivelser udfordret.

Se teaser for forestillingen

Dramatisk og sanseligt stemningsfyldt…..både tankevækkende og rart at få Fremtiden på besøg. Kirsten Dahl, Teateravisen

Medvirkende: Astrid Pauline
Komponist: Niels Bjerg
Dramatiker, forfatter: Boaz Barkan & Seimi Nørregaard
Kostumedesigner: Seimi Nørregaard

UD MED KNUD af Teatret FAIR PLAY – en del af Sjællands Teater // 10+


Foto: Mie Neel

Varighed: 70 min.
Spillested: Håndværkerforeningen, Salen
Dato: Lørdag kl. 12.30 og 15.15

Musikalsk familieforestilling efter Jesper Wung-Sungs anmelderroste roman af samme navn.

William er en helt almindelig dreng, der tænker på helt almindelige ting. Som at han gerne vil beholde sin faste plads ved siden af sin bedste ven Sebastian. Og at Katrine fra klassen er sød. Men William tænker også på Knud…

Knud derimod er ikke nogen almindelig dreng. Knud er Williams sygdom. For William har kræft. Og Knud er ikke lige den slags ven, man drømmer om.

’Ud med Knud’ er en livsbekræftende og morsom musikalsk fortælling om at leve med sygdom helt tæt inde på livet.

UD MED KNUD er fuld af latter og humor og musik af den hjertevarme og nogle gange galgenhumoristiske slags – uden på nogen måde at blive overfladisk eller rørstrømsk. […] balancen mellem actionkomik og eftertænksomhed holder flot og rammer målgruppen. Randi K. Pedersen, Teateravisen.

Medvirkende: Michael Slebsager, Janus Elsig, Maria la Cour og Andreas Berg Nielsen
Dramatikere: Leiv Arne Kjøllmoen og Henriette Vedel
Instruktør: Leiv Arne Kjøllmoen og Robert Parr
Scenograf: Lisbeth Burian
Komponist: Sanne Graulund
Lyddesigner: Erik Christoffersen

Jeg er Silas Af HiLS DiN MOR // 12+


Foto: Gudmund Thai

Varighed: 65 min.
Spillested: FÆNGSLET, Vestsalen – Indergården
Dato: Lørdag kl. 10.30 og 14.30

ÅRETS BØRNE/UNGDOMSFORESTILLING 2021 REUMERT

Silas er startet på en ny skole, og klassekammeraterne ved ikke, at det er det, han hedder, for på papiret står der nemlig Signe. Silas’ forældre tror også stadigvæk, at Silas er en pige, hvilket gør det lidt svært at finde tøj til konfirmationen.

Silas vil helst bare kunne flyve frit, men nogle gange kan det godt være svært at få modet til at lette. Da han møder den lidt ældre Hedvig, der udfordrer normerne med sin tøjstil, begynder brikkerne at falde på plads.

En coming of age-forestilling om kærlighed, køn, identitet, seksualitet, venskab og familie.

Se trailer for forestillingen

Medvirkende: Mio Trond Lambers, Rikke Westi, Rene Benjamin og Tine Gotthelf
Instruktør: Mia Lipschitz
Koreograf: Beck Heiberg
Dramatiker: Julie Maj Jacobsen
Scenograf: Katrine Gjerding
Lyddesigner: Jes Theede
Lysdesign: Flora Brandt

 

Punk – A REBEL NEVER DIES Af Holstebro Dansekompagni // 13+


Foto: Jacob Stage

Varighed: 60 min.
Spillested: FÆNGSLET, Vestsalen – Indergården
Dato: Lørdag kl. 13.00 og 16.45

Greta Thunberg, Pussy Riot, De Gule Veste, Hong Kong Riots – oprøret er her og forbliver her. Det kan være stort, lille, tyst, højtråbende, evigt skelsættende eller blot en døgnflue. ’Punk – A REBEL NEVER DIES’ er en kraftfuld danseoplevelse, der undersøger og fremstiller oprøret – dengang og i dag. I en skøn og underholdende cocktail af hæsblæsende fart, spænding, imponerende fandenivoldskhed såvel som skønhed og ømhed vil publikum opleve sublime dansere, der kaster lys fra fortidens oprør til verden anno 2021.

Se teaser for forestillingen

Iscenesættelse og koreografi: Jacob Stage og Holstebro Dansekompagni
Dansere: Giorgia Reitani, Jasmine Gordon, Jon Ipina, Elena P. Nielsen, Mikkel Alexander Tøttrup og Jaume Luque Parrelada
Musikalsk arrangement og lyddesign: Joakim Pedersen

LIMBO – how low can you go? Af Don Gnu // 13+


Foto: Christoffer Brekne

Varighed: 40 min.
Spillested: FÆNGSLET, Gymnastiksalen
Dato: Lørdag kl. 17.00, Søndag kl. 10.00 og 12.30

Da bruseren er optaget, finder to drenge pludselig sig selv fanget i en akavet venteposition i hinandens uønskede selskab. Men så melder kedsomheden sig, og ventetiden udvikler sig til et hårdhændet kung fu-limbo mellem at være barn og voksen på samme tid.

’LIMBO’ er actionfyldt dans der handler om menneskets naturlige aggression og lysten til eksplosive lege, fantasier om heltemod, New York gangsters, Darth Vader og Han Solo. Om grænser og om at krydse dem – og om at finde både sig selv og venskaber igennem fysikken.

Se trailer for forestillingen

Idé, udvikling og performere: Kasper Buus og Mads Emil Duelund
Iscenesat af: Jannik Elkær og Kristoffer L. A. Pedersen
Producent-team: Kathrine Kihm, Malene Cathrine Pedersen og Katrine Balle

JEG er Os et Mensk Af Teater Graense-loes // 13+


Foto: Sissel Romme Christensen

Varighed: 45 min
Spillested: FÆNGSLET, Gymnastiksalen
Dato: Lørdag kl. 10.30-13.30

Du kan besøge installationen i tidsrummet 10.30-13.30, og du bestemmer selv hvor længe, du vil blive.

“Her rækker ’Jeg er Os Et Mensk’ hånden frem til tilskueren med et helt nyt teaterbud på, hvad det vil sige at reflektere over at være menneske. Denne håndsrækning er blevet til tankevækkende og tårevækkende teater – i en dramatisk sanseinstallation af både underskøn og barsk virkelighed. Gudskelov også med en befriende og overraskende lyd af en latter. Fordi der netop altid er håb.” Anne Middelboe Christensen, Teateravisen

’JEG er OS et Mensk’ er en omfavnende lydinstallation om angsten for dit eget selv.

Kurven for unge, der diagnosticeres med angst-relaterede lidelser, er stigende. Hvad er de bange for? Og kan man dø af angst? Oplev foruroligende realisme og følsom poesi, når du med dine høretelefoner lægger øre til, hvad der sker bag facaden.  I dette sanselige lydunivers skabes et kunstnerisk refleksionsrum. Et bud på et andet sprog for det, der er svært at tale om. Lydsiden er skabt med binaurale optagelser, der efterligner menneskets meget avancerede 3D hørelse. Dette giver en særlig realistisk oplevelse, hvor lyden skaber intense følelsesmæssige og refleksive oplevelser.

JEG er OS et Mensk udkommer i to udgaver.  En installation, der kan sættes op i klasselokalet eller skolegården, og en særlig hjemme-udgave til de mest sårbare unge, der ikke kan komme hjemmefra.

Det er et unikt lydunivers, som Kristian Hverring her har skabt. Og det er en overvældende kærlig forestilling, som Katrine Karlsen og Sissel Romme Christensen her rækker ud mod publikum. Denne håndsrækning er blevet til tankevækkende og tårevækkende teater – i en dramatisk sanseinstallation af både underskøn og barsk virkelighed. Gudskelov også med en befriende og overraskende lyd af en latter. Fordi der netop altid er håb. Anne Middelboe Christensen, Teateravisen

Forestillingen er skabt i samarbejde med alle de medvirkende.

Instruktør: Katrine Karlsen
Scenograf: Sissel Romme Christensen
Komponist og lyddesign: Kristian Hverring
Producent: Steen Haugesen
Ekstra stemmer: Lola Nedergaard Haugesen og Hjalte Illsøe Gustavussen

under huden – om døden, sorgen og savnet Af MÆRKVÆRK // 13+


Foto: Per Morten Abrahamsen

Varighed: 60 min.
Spillested: FÆNGSLET, Vestsalen – Store sal
Dato: Lørdag kl. 11.45 og 15.30

’under huden’ handler om et dødsfald og følger tre venner, der får døden, sorgen og savnet tæt ind på livet, da deres fælles veninde Freja mister sin mor. I forestillingen kommer vi ind under huden på de unge og de voksne omkring dem og bliver klogere på, hvordan vi kan handle over for en elev, et familiemedlem eller en ven i sorg.

I Danmark har vi næsten ingen rituelle handlinger forbundet med døden ud over folkekirkens bisættelser og begravelser. Vi har ingen sørgeperiode, ingen sorte hatte og knapt et sprog. Døden er et tabu, og sorgen skal vi helst komme hurtigt over, så vi kan komme videre. Men døden er en del af livet og sorgen en proces, der forandrer én for altid.

Medvirkende: Ane Helene Hovby, Casper Sloth og Anne Gry Henningsen
Instruktør. Maria Kjærgaard-Sunesen
Scenograf: Mona Møller Schmidt Berg
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard og holdet
Komponist og lydkulisse: Klaus Risager
Lysdesigner: Martin Danielsen

LaBYrint af Luna Park Scenekunst // 12+

Varighed: 80 min.
Spillested: FÆNGSLET, foran hovedindgangen
Dato: Lørdag kl. 15.00 og 16.30

Udendørsforestilling.

Sanselig scenekunst lavet til byens mellemrum.
Forestillingen er en poetisk leg med fremtiden – alt fra et kvarter til tusinder af år.

laBYrint opleves to og to der sammen går på opdagelse i et afgrænset område, hvor man selv bestemmer sin rute og på charmerende vis inviteres indenfor af labyrintens beboere.

Idé & iscenesættelse: Betina Birkjær
Medskabende performere: Giovanna Pezzullo, Nelson Jara Torres, Stephane Laidet, Alaya Riefensthal, Helga Rosenfeldt-Olsen, Jonas Kjeldgaard Sørensen, Marie Hauberg og Rasmus Stenager Jensen
Scenograf: Félipe Osorio-Guzman
Dramaturg: Naja Schønemann
Kostumeinstallation: Naja Schønemann og Marie Hauberg

Ukendt Land // Åbningsforestilling

Spillested: Torvet
Dato: Fredag kl. 18, Lørdag kl. 14
Alder: For alle
Varighed: 40 min.

En danseforestilling i byens rum
Vi har bedt koreograf Sofie Christiansen om at lave årets åbningsforestilling, der også har fået titlen ’Ukendt land’. Det foregår på Torvet, og de medvirkende er tyve borgere i alle aldre fra Horsens sammen med tre professionelle dansere. ’Ukendt Land’ er en danseforestilling fuld af mod og drømme, hvor der skal tages chancer og udforskes verdner, vi ikke kender endnu. Det ukendte for dig er ikke nødvendigvis ukendt for din nabo eller den nye dreng i klassen.

Kom og oplev byens rum på nye måder.

Sofie Christiansen er kunstnerisk leder af sART Danseteater. Hun tager udgangspunkt i moderne dans og mixer med andre stilarter alt efter forestillingens kunstneriske rammer.

Medvirkende dansere: Jesper Hermansen, Camilla Schnack Tellefsen og John Nino.

Talk // Kunsten i naturen og naturen i kunsten v. geolog Minik Rosing // Lørdag d. 18, kl. 12.00 - 13.00

Kan en oplevelse i teatret udvikle vores forståelse af naturen og af den verden, der omgiver os?

Grønlandsk-danske Minik Rosing er en international topforsker med flere priser bag sig.

Rosing er professor i geologi ved Globe Institute, Københavns Universitet. Minik har altid interesseret sig for forholdet mellem kunst og videnskab, for som han siger: ”Begge aktiviteter er et forsøg på at forstå den verden, vi lever i, og den rolle, vi har i den. Og at kommunikere denne viden, så flest mulig får gavn af den”. Det er netop det Minik Rosing forsøger at gøre med sine foredrag. Her får du en gribende indsigt i hans forskning i geologiens univers, fortalt så alle kan følge med. Og det er sjældent uden humor, hvilket måske skyldes hans begejstring for videnskabsfeltet.

Minik Rosing har udgivet flere bøger, han er bl.a. forfatter til “Rejsen til tidernes morgen” (2018), “Min barndom i Grønland” (2016), “Alicja Kwade: In Aporie” (2019), “Verdensbillede” (2008) sammen med Per Kirkeby og et utal af videnskabelige artikler.

Alle Talks foregår i Håndværkerforeningen, Rød salon. Her er mulighed for at hænge ud med venner og kolleger, mens man får lidt foder til hjernen.

Vi byder på en drink, en sodavand eller kaffe med kage alt efter tidspunktet.

Tilmelding er nødvendig

Tilmeld dig

Talk // På (rum)rejse til det ukendte v. astrofysiker Tina Ibsen // Lørdag d. 18, kl. 16.30 - 17.15

Hvem kan vel bedre forstå lysten til at udforske det ukendte end en rumnørd?

Astrofysiker Tina Ibsen ser denne lyst som en nødvendig menneskelig drift – også i et børneliv. I dag leder forskere intenst efter en anden planet, hvor der ligesom her på Jorden er mulighed for at liv kan trives. Men i udforskningen af de ukendte finder vi også overraskelser, som overstiger vores vildeste fantasi.

Tina Ibsen er uddannet astrofysiker fra Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet og har været en del af det europæiske forskningsprojekt COMESEP, hvor hun særligt har kigger på solstormes bevægelse gennem solsystemet. Fra 2013 til 2019 var hun leder af videnskab- og formidlingsafdelingen på Tycho Brahe Planetarium. I dag har hun sin egen formidlingsvirksomhed, er vært på podcasten RumSnak og forfatter til de to populærvidenskabelige bøger: ”Fortællingen om universet” fra 2019 og ”Nordlys” fra 2020.

Alle Talks foregår i Håndværkerforeningen, Rød salon. Her er mulighed for at hænge ud med venner og kolleger, mens man får lidt foder til hjernen.

Vi byder på en drink, en sodavand eller kaffe med kage alt efter tidspunktet.

Tilmelding er nødvendig

Tilmeld dig