Ukendt Land – Fremtidens mangfoldige scenekunst for børn og unge

Pris: 230 kr. inkl. en sandwich til frokost og kaffe/te og eftermiddagskage
Tilmelding er nødvendig: Klik HER 

I år fylder dansk teater 300 år, og landet over er teatre, festivaler og forskellige kulturinstitutioner med til at fejre denne anledning. Med afsæt i fejringen af 300-året sætter vi fokus på fremtidens scenekunst for børn og unge med en tænketank om mangfoldighed.

Flere forskellige stemmer og fortællinger på scenen er både vigtigt for at skabe relevant, nutidig og spændende kunst, og for at børn og unge i al deres mangfoldighed møder temaer og former, hvor de kan genkende sig selv.

Med opmærksomhed på at begrebet diversitet kan omhandle mange faktorer såsom køn, seksualitet, fysisk og psykisk funktionsvariationer, socioøkonomiske forhold m.m., fokuserer vi i dette forum på en bredere minoritetsetnisk repræsentation i vores debat om en mere repræsentativ og flerstemmig scenekunst.

Vi har inviteret en række internationale sparringspartnere med mange års faglig indsigt i emnet til sammen med danske fagfolk at deltage i et seminar om mangfoldighed og repræsentation.

Tænketanken henvender sig til fagpersoner inden for scenekunst eller fra andre institutioner, der gerne vil arbejde med diversitet, inklusion og repræsentation.

Følgende gæster deltager i panelet:

Mirrianne Mahn er politisk aktivist og scenekunstner samt diversitetskonsulent ved Tysklands børne- og ungdomsteatercentrum KJTZ. Hun sidder desuden i byrådet i Frankfurt am Main som ordfører for diversitetsudvikling.

Jon Werede er instruktør og koreograf samt daglig leder af det norske børne- og ungdomsteater ”Den Mangfoldige Scenen”, der arbejder for at bidrage til mere kunstnerisk og kulturel mangfoldighed i norsk scenekunst.

Shwan Wahed er musiker, kunstner og pædagog og har i flere år arbejdet med kulturtilbud på transit- og asylmodtagelsescentre i Norge. Han arbejder nu som instruktør på ”Den Mangfoldige Scenen”.   

Shavanna Calder er skuespiller og grundlægger af konsulentorganisationen Arts in Color. Hun har arbejdet som diversitetskonsulent for adskillige institutioner bl.a. TYA Theatre for Young Audiences, Musical Theatre Educators Alliance og Innovative Voice Studio. Hendes arbejde som skuespiller inkluderer bl.a. HBO’s Los Espookys, SNL, Grammys, Hairspray.

Wahid Sui er skuespiller og dramatiker uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Århus. Han debuterede i 2010 på Det Kgl. Teater i komedieforestillingen »Præmie Perkeren« og har siden medvirket i en række teaterforestillinger samt flere danske Tv-serier.

Nanna Bøndergaard Butters er teaterpædagog og konsulent og arbejder med kunstnerisk baseret forskning og projektledelse. Hun har bl.a. lavet undersøgelser om mangfoldighed i dansk børne- og ungdomsteater samt interkulturelle undervisningsformer.

Mary Tesfay er uddannet pædagogisk antropolog med pædagogbaggrund, projektleder i C:NTACT og bestyrelsesmedlem i ASSITEJ Danmark. Hun har arbejdet med mangfoldighed og repræsentation i mange år indenfor bl.a. teater for unge og gennem sin tidligere blog Brun&Dansk.  

Moderator Karen Vedel er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og har fungeret som moderator ved flere seminarer, debatter og konferencer inden for scenekunstbranchen.

Tænketanken er et samarbejde mellem Horsens Teaterfestival, Assitej og Dansk Teater 300 år. Projektgruppen består af Adelaide Bentzon, Louis Valente, Naghmeh Mahmoudi Kashani, Mary Tesfay, Gertrud Exner og Janicke Branth.

Tænketanken er støttet af Bikubenfonden.

Dato

16. september 2022

Tid

11:00 - 15:00

Sted

FÆNGSLET, Magasinet
Fussingsvej 8, 8700 Horsens
Kategori