Kontiki – 101 dag tilbage

’KONTIKI’ tager afsæt i den norske antropolog og videnskabsmand Thor Heyerdahls vilde ekspedition. I 1947 stævnede han og fem venner ud fra Limas havneby Callao i Peru med kurs mod Polynesien. En farefuld færd og et vovemodigt eventyr på det simple fartøj: tømmerflåden.

Havet er for eventyrere med virkeligt mod. For havet er stort; rigtig, rigtig stort. Det er som en ørken – når du befinder dig dér, er du helt alene, der er kun dig og havet og stjernerne over dig, intet andet. På havet er du meget, meget lille. Og sejler du ud på de store oceaner i en båd, så tager du dit eget og dine medrejsendes liv i dine hænder – så vær forsigtig hvem du rejser med!

En sjov, legende og musikalsk forestilling om at tro på en idé og turde at føre den ud i livet. At rejse ud i verden, ud mod solen og det ukendte, og her stifte bekendtskab med sit eget, indre kompas.

En historie, der tager os med på en rejse ud i verden og dybt ind i sjælen og psykologien på en lille flok eventyrere. En fortælling om at det umulige kan blive muligt, og at det kræver tro og drømme at leve livet. At vigtigheden af at forstå, hvordan verden hænger sammen, kræver, at vi tør overskride grænser og sætte livet, os selv og vores omdømme på spil for egentlig at leve.

Forestillingen er udsolgt på turné i sæson 22/23, men udbydes på turné i sæson 23/24 og 24/25.

Produktionsår 2022.
Produceret i samarbejde med Nørregaards Teater og Black Box Theatre

Medvirkende: Klaus Andersen, Bastian Popp/Hans Find Møller og Anders Valentinus Dam
Idé: Anders Valentinus Dam
Manuskript: Anders Valentinus Dam i samarbejde med holdet
Instruktion: Alex Byrne
Scenografi: Claus Helbo
Lys: Olivia Grenaa-Petersen
Musik og lyddesign: Bastian Popp
Produktion, teknik og byg: Burning snail m.fl.
Kostumer: Elsebeth Hede
Konsulent: Carsten Wittrock
Administration og salg: Dorte Wittrock
Foto: Anders Bøggild

Læs anmeldelser, se billeder m.m. på http://teatero.dk/forestilling/kontiki

Dato

17. september 2022

Tid

12:00 - 13:10

Sted

Rådhuset, foredragssalen
Rådhustorvet 3, 8700 Horsens