Hyper Coral

Gennem korallens delikate verden skaber ’Hyper coral’ en taktil og visuel oplevelse for de mindste, hvor lys, bevægelse og lyd engagerer deres sanser og inviterer til en følsom opdagelse af nærvær og symbiose.

Koralrev er blandt de mest komplekse og farverige økosystemer på jorden – fascinerende og fulde af liv, men også sårbare og truede af forandringer i vores miljø. Koraller lever i tæt samspil med mikroskopiske alger, og deres gensidige afhængighed er et billede på den skrøbelige balance i naturen.

’Hyper Coral’ dykker ned i filosofiske spørgsmål om, hvordan vi kan skabe mere tid og omsorg – for os selv, hinanden og verden omkring os. Forestillingen vækker refleksion over, hvordan vi kan leve i større symbiose med naturen og andre levende væsener, og hvordan vi passer bedre på det følsomme og skrøbelige – både i os selv, i relationer og i naturen. Ligesom korallerne har brug for tid og fred for at trives, har vores verden behov for det samme – og det er netop dette, der danner motivationen bag skabelsen af ’Hyper Coral’.

’Hyper Coral’ er en sanselig danseforestilling og installation af kompagniet MYKA – for babyer fra 0–24 måneder og deres voksne.

Koncept & idé: MYKA / My Grönholdt
Koreograf: My Grönholdt i samarbejde med det kunstneriske team
Dansere: Daniel Jeremiah Persson & Joel Fritzon
Scenograf & kostumedesigner: Baum & Leahy
Komponist: Erik Christoffersen
Lysdesigner: Balder Nørskov
Dramaturg: Rikke Frigast
Teknisk rådgiver: Madeleine Lind Hoppe
Foto og video: Alexis Rodríguez Cancino
Administrator & rådgiver: Jens Christian Jensen
Co-producenter: Betty Nansen Teatret, Dansehallerne & BORA BORA
Støttet af: Statens Kunstfond, Augustinus Fonden & William Demant Fonden

Sted

VIA University College, Dramatorium
Banegårdsgade 2, 8700 Horsens