Engleagtig

Med sans for det humoristiske, det skøre og det rørende er ’Engleagtig’ en dansefabel med forførende dansetrin, dristig akrobatik og hele følelsespaletten.

Midt på scenen hviler et engleæg trygt i sin rede. Universet stemmes an af en klarinet, men overtages hurtigt af skvulpende lyde og forvredne kropsdele, der forsøger at finde deres vej ud af æggets skal. Én efter én bryder englene frem fra ægget. Herfra følges de tre nyudklækkede engle, der fra første vingeslag må forsøge at balancere alle kravene i deres hvide, vilde og vidunderlige univers.

I en hvirvelvind af dans, cirkus og teatermagi oplever vi, at de tre engle har deres stjernestunder, deres kriser, deres fejl og mangler.

Engleagtig er en komisk og hjertevarm dansefabel for hele familien, der både underholder og inviterer til refleksion.

“Arkobatisk overskud og masser af charme er kendetegnende for de tre medvirkende i Kompagni47’s ENGLEAGTIG, der helt sikkert kan inspirere tilskuerne til selv at teste deres kroppes grænser. Den vil helt sikkert indfange publikum, uanset hvor den opleves” – ISCENE, der giver forestillingen 4 stjerner.

Producent: Kompagni47
Idé og koncept: Sine Krag
Instruktør: Anne Sofie Reumert
Performere: Sine Krag, Anna Lawaetz og Lilli O’Reilly
Komponist: Mademoiselle Karen / Karen Duelund Guastavino
Scenografisk konsulent: Kristian Knudsen
Kostumier: Maria Joy
Foto & video: WillMedia

Sted

Horsens Ny Teater, Store sal
Teatertorvet 1, 8700 Horsens