Alderskabinettet
- Luna Park & Small Space Studio
- Fra 3 år
- 40 min.
Er det livsforlængende at holde en fremmed i hånden? Hvordan ser et rynke-landskab ud? Kan man gynge sig yngre? ’Alderskabinettet’ er Professor Profelius’ forunderlige samling af gamle ting og ny viden. En poetisk performanceinstallation for alle generationer, hvor der er plads til at undersøge, pille, dufte, kravle og gynge.
’Alderskabinettet’ er både performance og installation, og der er iberegnet i de 40 min., at publikum går rundt i installationen og undersøger de forskellige stationer, hvor der bl.a. kan lægges puslespil, åbnes skuffer og tegnes i sand. Man er velkommen til at blive længere.
’Alderskabinettet’ er en videreudvikling af installationen lavet til KUBEN og Horsens Teaterfestival 2024.
“Eventyrlighed er der nok af. Noget til alle sanser. (…) Måske – og efter al sandsynlighed – er det hele opdigtet. Men den tanke får man slet ikke undervejs. Heldigvis. Det man går med på, og det som sætter følelser og tanker i gang, er forvandlingerne og legen med tiden og med alderdommen.” Kirsten Dahl, Teateravisen.
Alderskabinettet er støttet af Statens Kunstfond.
Luna Park producerer forunderlige oplevelser for børn og voksne, hvor verden betragtes gennem et poetisk prisme i et sansemættet univers. I Luna Park er det essentielt at både proces og værk afspejler leg og nysgerrighed. Kunstnerisk leder er scenekunstner og forfatter Betina Birkjær.
Small Space Studio skaber drama-dimser og teater-dutter, stop-motion film og alt muligt andet gejl mellem himmel og jord. Small Space Studio er Linda Fallentin og Stephan Vernier.
Idé, tekst og iscenesættelse: Betina Birkjær
Scenografi og installation: Betina Birkjær, Linda Fallentin & Stephan Vernier
Video og stop motion: Linda Fallentin & Stephan Vernier
Medvirkende: Bodil Lassen, Andrea Albernaz & Betina Birkjær
Sted
- Horsens Byskole afd. Kildegade, multisalen
- Kildegade 25, Horsens

Dansk
English