Postyrium

The Royal Theater's playground

Vi glæder os til at invitere indenfor til et helt specielt teaterunivers for børn sammen med Det Kongelige Teaters Postyrium.

Det Kongelige Teater har fyldt tre store containere med ballet, klassisk musik, kostumer og teatermagi. De kalder det Postyrium. Det er ikke en udstilling. Det er ikke en forestilling. Det er en helt særlig Teaterlegeplads, hvor du kan klæde dig ud i farvestrålende kostumer og optræde på Gamle Scene, danse med balletbørn foran et stort spejl som til rigtig ballettræning, lytte til forskellige instrumenter fra en orkestergrav og opleve operaens forskellige stemmer.

Container nr. 1. Gamle Scene:
En miniudgave af Gamle Scenes proscenium med Akropolistæppe. Her kan børn klæde sig ud, lege med kostumer og rekvisitter, og skabe små tableauer på den lille scene.

Container nr. 2, Opera og Klassisk musik:
Her møder man klassiske instrumenter, smuk musik og en dirigent som styrer det hele, samt fantasifulde operasangere, som børnene kan aktivere, så de begynder at synge.

Container nr. 3, Ballet:
I denne container byder lyset og balletten op til dans, udklædning og rolleleg i et rum, der bedst kan beskrives som et magisk møde mellem ballettens forestillinger og det klassiske øvelokale.

Med Postyrium ønsker Det Kongelige Teater at skabe et sted, hvor man som barn føler sig velkommen, får en umiddelbar lyst til at interagere med teaterets magi og får gode oplevelser med hjem. Børneuniverset skal give viden, færdigheder og vække nye passioner for børn fra alle egne af landet.

De kommende generationers teatergængere skal opleve teatret som en inviterende og relevant institution, og Det Kongelige Teater ønsker at åbne flere døre ind til teaterverdenens magiske univers, med alt, hvad det indebærer.

Postyrium for dagsinstitutioner og skoler:
Postyrium er åben for daginstitutioner og skoleklasser mandag den 23. maj, tirsdag den 24. maj og onsdag den 25. maj kl. 9.00-14.15. I deltager i en 45 minutters workshop, hvor børnene/eleverne oplever det magiske teaterunivers. Tilmelding er nødvendig. Læs mere på programmet for SCENE+ for skoler. 

Postyrium for alle:
Postyrium er også åben for alle andre lørdag og søndag fra kl. 10.00-16.00 og hverdage kl. 14.15-16.00. Her kan man kigge forbi og være i det magiske teaterunivers så længe man har lyst til. Det kræver hverken tilmelding eller billet. Man kan se alle åbningstiderne i programmet for SCENE+ for private.

Fotos: Camilla Winther