Anmeldelser

I løbet af festivalen har vi besøg af elever fra Horsens Statsskole og Horsens Gymnasium, som laver anmeldelser af de forestillinger de har set. Se eller læs dem her.

Den sommer far blev homo

Af Louise Sørensen (17 år), Julie Nguyen (16 år) og Sofia Slengerich (16 år)  – Horsens Statsskole

Hvordan reagerer man, når ens far lige pludselig bliver homoseksuel, og ens liv forandrer sig fra den ene dag til den anden? Det giver forestillingen af teaterkompagniet “Hils din mor” os et glimrende billede af.

I den lille gymnastiksal på Kulturstationen i Horsens en søndag morgen, slukkes lyset og mobiltelefonerne. På gulvet blev den sø lignende kulisse lyst op af blåt lys, hvilket fanger publikums opmærksomhed og fokus er nu på drengen Arvid. Han fortæller en historie om, den sommer der ændrede hans liv. Den sommer, hvor hans far bliver forelsket i en mand, den sommer hvor han kommer i puberteten, og den sommer der vendte op og ned på hans liv.

Skuespillernes fantastiske indlevelsesevne og måde at udtrykke de forskellige karakterer på fanger publikums opmærksomhed, og fortæller historien på en humoristisk og underholdende måde. Forestillingens store budskaber handler især om identitet og seksualitet, om de fordomme der er imod homoseksuelle, og om at man ikke altid behøves at vide præcis, hvem og hvad man er. Stykket satte især stor fokus på farens homoseksualitet og Arvids kamp om at finde sin egen identitet.

Det var tydeligt, at det var meget indøvet og  professionelt, og der var ikke noget at sætte en finger på. Især de helt synkrone bevægelser og skridt gjorde forestillingen mere humoristisk og samtidig mere levende. Der var en klar sammenhæng mellem handlingen, Arvids følelser, musikken og lydeffekterne. Samtidig er der også tænkt over kostumerne, og skuespillerne har ofte matchet farverne i tøjet. Og selvom selve kulisserne ikke skiftede synderligt meget, så fik man stadig en fornemmelse af, at handlingen skiftede lokation, bl.a. ved hjælp af rekvisitter, men mest af alt takket være skuespillernes kropssprog og måden Arvid fortalte historien på.

Alt i alt er det en underholdende og humoristisk forestilling, med kunstpauser hvor publikum får mulighed for at grine. Forestillingen tager nogle vigtige og nutidige temaer op og rammer en bred målgruppe. Den giver helt klart stof til eftertanke, og man er garanteret et smil på læben.

 

Af Milla Villemoes Nielsen, Horsens Statsskole, Drama C.

Publikum træder ind ad døren, og bliver med det samme mødt af en naturlig atmosfære i form af scenografien. Med grøn baggrund, glødende bålsted og camping stemning for fulde drøn er forventningerne fra første sekund næsten uopnåelige. Forestillingen er en dramatisering af norske Endre Lund Eriksens ungdomsroman ’Den sommeren pappa ble homo’ fra 2012. På scenen mødes vi af 13-årige Arvid, og hans nyskilte far, som netop er taget på campingferie på en brakmark, da pengene ikke rakte til mere. Faren forelsker sig kort tid efter i den homoseksuelle Roger, og fra den ene dag til den anden lyser den ellers noget nedslåede far op, og springer for første gang i sit liv i cykeltrikot, sammen med Roger. Arvid kan og vil ikke acceptere farens side skift, og lægger med nabopigen, som i øvrigt er Rogers datter, en plan så faren kan indse at han selvfølgelig er heteroseksuel. ‘Den sommer far blev homo’ fortæller om temaer som pubertet og seksualitet. Hvad sker der når man vender rundt på de ellers konventionelle kønsroller, imens hormonerne kører rundt, så Arvid efterlades på egne ben?

Det kan mærkes både stemningsmæssigt og karaktermæssigt at forestillingen er komisk anlagt, og det er utroligt hvordan skuespillerne formår at tage en komisk forestilling helt kompositionsmæssigt, og gøre den så relaterbar, at vi som tilskuer bliver suget ind i Arvids verden. Grafisk var scenen bygget op af grønne slyngplanter, som var meget stemningsopbyggende og spillede en stor rolle i forhold til at få publikum til at forstå helheden omkring hvor scenariet udspillede sig.

Dilemmaet omkring hvem og hvad vi er som mennesker, behandles grundigt i hele forestillingen. Arvid forstår ikke hvem han er, og det opbygger han, ved at holde sit kropssprog meget indelukket, så vi som publikum får en følelse af ubeslutsomhed, og uoverensstemmelse af de ellers traditionelle kønsroller. Arvid råber beslutsomt gentagende gange “Min far er ikke homo!”, og blotlægger måske derved også en tvivl inde i ham selv på sin egen seksualitet, som giver medlidenhed blandt tilskuerne. Ikke blot omhandler forestillingen identitetsgenkendelse og hvad der egentlig sætter rammerne for det almindelige, men har også fokus på accept af LGBT-minoriteterne. Helt dramaturgisk formår skuespillerne med overbevisende skuespil at formidle en fin fortælling, med mindre handling, på en troværdig måde, så vi som tilskuer tror på dem.

 

Af Karoline Beuchert, Helena Schlup og Cecilie Lundhild, Horsens Statsskole

Forestillingen er baseret på bogen “Den sommer far blev homo” skrevet af Endre Lund Eriksen udgivet i 2017. Den bliver vist i folketeatret i perioden 15/8-18/8 2019 og 19/10-5/11 2019. Forestillingen går på turné over hele landet i perioden fra d. 6/11-29/11 2019 (evt. også foråret 2020). Stykket varer ca. 60 minutter.

Forestillingen handler om en ung dreng på kanten af pubeteten, Arvid, hvis forældre lige er blevet skilt – moren er stukket af med pilates- træneren. Arvids far er dybt ulykkelig og deprimeret, han vælger derfor at slæbe sin søn med på en campingtur langt ude på landet. Arvid er ikke just tilfreds og vil egentlig bare gerne hjem til sin ven Frank, som er på ferie et “rigtigt sted” (sydpå). Ude på landet bor Indiane og hendes far Roger. Roger er også skilt fra sin eksmand, Harald. Indiane er vild for at blive gode venner, og måske lidt mere, med Arvid. Arvid vil dog knap nok have noget med hende at gøre, indtil deres fædre virker til at blive lidt for tætte. Arvid panikker ved tanken om at hans far er homo, mens Indiane ikke vil have sin anden far, Harald, erstattet. De ligger forskellige planer om hvordan de skal holde deres fædre fra hinanden og kommer i processen tættere på hinanden. Frank kommer endelig hjem fra ferien og besøger Arvid. Først er Arvid mega spændt, men Frank viser mere og mere interesse i Indiane, og ikke Arvid. Udover at prøve at få Franks opmærksomhed prøver Arvid at gemme hans fars og Rogers forhold for Frank, da han ved, at han vil dømme dem. På et tidspunkt sidder Indiane, Frank og Arvid i et telt alene, Frank er træt af Arvid og mener han er barnlig, ham og Indiane skal til at vise Arvid “hvordan man kysser” da Arvid så overrasker alle, specielt Frank, ved at udnytte øjeblikket til at kysse Frank. Det er her forestillingen virkelig når sit toppunkt, alle er forvirrede – kunne han ikke lide Indiane? Det ender med at ham og faren tager hjem, men kommer tilbage så Roger og Arvids far kan være sammen og Indiane og Arvid kan være venner. Arvid oplever accept fra Indiane og på den måde begynder han at acceptere sig selv. Stykket ender med at Arvid taler til publikum og siger at han ikke ved hvad han er, men det er også okay. Det markerer udviklingen som Arvid gennemgår, han går fra at være uvidende og til dels afvisende til at være meget accepterende, både af sig selv og sin far.

Forestillingen bruger humoren til at formidle et seriøst og følsomt emne. Det bliver vist på en måde hvor man bliver trukket dybt ind i Arvids verden. Man kommer ind og føler alle de forvirrende, dybe følelser og tanker som Arvid gennemgår. Den måde som skuespillerne lever sig ind i rollerne, samt de følelser og der lydeffekter optræder, giver dig en klump i halsen. Skuespilleren som spiller Arvid er rundt de 28 år, på trods af alder får han alligevel gennemført sin rolle så ufatteligt godt, at du kan mærke den teenage akavethed som Arvid er i.

De er 4 skuespillere hvor en af dem spiller 3 forskellige roller. Ham som spiller Rodger som er Indianes far spiller også Lisbeth som er en af nabo kvinden og Frank som er Arvid’s gode ven.

Rekvisitterne og lyden i stykket spiller en stor rolle i forhold til iscenesættelsen af stykket, det udvidede virkelig den søbred hele stykket foregår på. Scenen er opdelt i to planer, foran var der en sø og bagved var der en lille afsats som delte rummene op. Søen var sjældent brugt som sø og var ved hjælp af lys, lyd og rekvisitter forvandlet til terrasse, campingvogn og meget mere. Rekvisitterne er en stor del af stykket og bliver brugt ofte, og skaber en illusion men med samtidig humor. Fx skulle Roger og Arvids far ud og cykle, det var iklædt guldfarvede spandex dragter og holdte cykelstyr i hånden, mens musikken kørte og de “cyklede” i takt, illusionen var ikke realistisk og selve scenen underbyggede også stykkets stilistiske iscenesættelse.

Skuespillet bruger farverne som en slags symbolik. Indiane, Rodger og Arvids far har alle sammen næsten helt rødt tøj på, mens Arvid kun har røde shorts, en grå t-shirt og en karry-gul hoodie i starten. Som skuespillet og handlingen udvikler sig, gør Arvid det samme. Jo mere han begynder at acceptere hans far og Rodgers forhold jo mere rødt tøj får han på. Accepten af hans far er første skridt på vejen til at acceptere ham selv.

Personligt synes vi at det var en skide god teaterforestilling. Man bliver grebet af den og suget ind i handlingen og man får virkelig medfølelse med personerne.

Måden det at være homoseksuel bliver fremvist er ikke den stereotypiske feminine-løse-håndled- lys-stemme-type, men familiefaren som også er handyman og RIGTIG pinlig. Der bliver vist diversitet i en verden som ellers allerede opfattes som fyldt med forskellighed. Samtidig bliver der også vist en dreng som er et sted på LGBTQ+ spektret, hvilket er en sjældenhed i medierne og theatret. Og måden skuespillerne får det formidlet er troværdig og dybt rørende på trods af humoren.

Det var så godt spillet, at jeg selv var tæt på at få tårer i øjnene i de svære situationer som fremgik i stykket. Stykket får en til at grine og græde som bare giver dig alt det som en god forestilling skal.

Man går ud fra stykket med et smil på læben.

(Desværre måtte vi ikke tage billeder under forestillingen, selv om det var en del af kravene, håber vi selvfølgelig  bære over med det.)

 

 

Mand til Mand


Fra venstre: Emma Malmstrøm, Caroline König, Jan Overgaard (skuespiller), Carl Martin (skuespiller) & Kristine Schjoldager.

Af Kristine G. Schjoldager, Emma Malmstrøm W.H. & Caroline J. König, Horsens Statsskole, Drama.

“Hvad er ligheden mellem kvinder og høns? Stor røv, lille hjerne og så skal de op på pinden hver aften” sådan startede den 60-minutters teaterforestilling på Kulturstationen i Horsens, som blev fortalt af to fædre, der konfronterer synet på kønsroller. Begge deres sønner har taget del i at sexchikanere piger på deres egen alder. Vi får fortalt, hvordan Jesper og Peter bliver udfordret på nutidens kønspolitiske tendenser og hvordan man kommunikere på tværs af køn og aldersgrupper, når de som fædre skal tage stilling til de unges konflikter.

Forestilling bringer tabubelagte emner såsom #Metoo, håndtering af sexchikane, kommunikation mellem unge og voksne, samt kommunikation mellem mænd ud i det åbne rum. Virkeligheden bliver brudt, når de to mænd ser tilbage på fortiden, hvor deres barndom bliver blandet sammen med deres faderrolle, ved hjælp af b.la. fakta, musik og rørende momenter. Den fortrinlige forestilling bliver fortalt igennem en blanding af foredrag og glimt fra både barndommen og nutidens problemer med deres sønner. I selve forestilling bruges der meget få rekvisitter, kun nogle enkelte for at belyse specifikke situationer – såsom brug af en øl, under et flashback til en fest, hvilket skaber denne gode kontrast mellem livet som ung og voksen. Derudover bliver lyset brugt til at give de rigtige stemninger, og musikken hjalp med at give en blød overgang fra de forskellige scener. Skuespillerne var også meget gode til at få hele forestillingen til at virke som virkeligheden – og ikke bare som skuespil.

Efter forestillingen spurgte vi Jesper og Peter om, hvad de følte, var moralen ved denne historie. De fortalte, at de ville belyse, hvor vigtigt det er at mærke sig og hvad man føler.

Derudover samt tænke over, hvad dine handlinger kan skabe af krænkelser for andre omkring dig og på tværs af køn. Man skal mærke hinanden, men også sig selv i enhver situation, og derfor var empati også et meget vigtigt emne, hvilket vi følte blev godt belyst.

Vi kunne dog godt mærke, selve teaterstykket var henvendt til mænd, da nogle af udtalelserne, samt holdninger godt kunne tolkes, som mandschauvinisme. Dette bragte til tider, vore feministiske side frem i os, men vi kunne dog godt se ironien bag. Vi synes, at de gjorde brug af en god blanding af komik, samt alvorlighed. Det var også rart endeligt at se noget omkring mænd, som tør vise deres følelser og turde tale om følelser, og hvor vigtigt det egentligt er at udtrykke, hvordan man har det – og hvordan den toksiske maskulinitet er et stort problem, som skal gøres op med. Alt i alt synes vi, at det var en fængende forestilling, som skabte en god kontrast mellem synet på sexchikane i dag og 80’erne.

Vi ville derfor klart give denne forestilling 4 ud af 5 stjerner, for dens gode handling og budskab.



Anmeldelse af Marlene Juul Sørensen,
Horsens Statsskole, Drama C.

Forestillingen mand til mand er en forestilling, som sætter spørgsmålstegn ved det at behandle andre mennesker ordentlig. Der er to skuespillere, som skal forestille to nu voksne mænd, der tilfældigt møder hinanden igen efter mange år. Det viser sig at livet har taget dem i forskellige retninger, hvor der graves i fortid og gamle hemmeligheder tages op på ny. De rækker indad og viser, at selv de bedste kan have eller måske snart dummer sig. Forestillingen, som egentlig er beregnet til mænd/drenge giver et godt indblik i den svære balancegang, nemlig at navigere mellem empati, lyster og morale. Som publikum placeres man tæt i et næsten skrøbeligt miljø og bliver lukket ind i det, som lægger bag foredraget, som egentlig er den røde tråd og så at sige forestillingens centrum. Da forestillingen starter, kan man næsten blive i tvivl, om man reelt er gået ind til et foredrag, da der stilles spørgsmål til publikum, som var man de drenge, som skulle forestille sig at høre foredraget. Efterhånden som vi når længere ind i forestillingen, bliver vi taget med frem og tilbage i tiden, lige fra dengang de selv var unge frem til, at de mødes igen.

Der bruges stort set ingen rekvisitter, gennemgående er to stole. Her og der dukker der en ølflaske og taske op, men så er vi også ved at være der. Tøjet er generelt det samme, det eneste som ændres er en jakke/trøje, som dækker den noget anderledes T-shirt de begge er iført til ungdomsscenerne. Hvad angår lys bruges der spotlight. Skuespillerne har en skøn indlevelse, der råbes og diskuteres så realistisk, at flere smådiskuterede efter forestillingen om det, som skulle forestille deres fortid, var baseret på sandhed.

På trods af at jeg som pige valgte at se en forestilling, der reelt ikke var beregnet til mig, var oplevelsen god. Man blev efterladt med stof til eftertanke, både i forhold til forskellen på dreng og pige, samt deres tankegang og den rolle, som følger med til det køn, man nu måtte have. Men også helt generelt i forhold til at kende forskel på rigtig og forkert og at leve med konsekvensen af de handlinger man foretager.

Af Katrine Wedege – 17 år, Horsens Statsskole, Drama C

Ordene ’ligestilling, manderoller, livserfaring, mandschauvinisme og krænkende adfærd,’ er ord det popper ind i hovedet, efter en times forestilling af ”Mand Til Mand”, som blev spillet på Horsens Byskole fredag d. 20. september.
Der er en spænding i luften da lyset bliver dæmpet i salen, og de 20 mennesker sidder på første række rundt om det trekantet scenegulv. Der er to spotlights på det mørke gulv, og først træder en mand ind i den ene cirkel, mens spændingen fra musikken tager til, og dernæst træder en anden mand ind i den anden cirkel, og vender også ryggen til publikum.
Forestillingen er designet til drenge i 7-9 klasse, og handler om hvordan man som ung mand skal handle og agere i sin hverdag, som vil blive mødt med både udfordringer og oplevelser. Forestillingen bygger på nogle erindringer, fra de to skuespilleres fortid, og erfaringer senere i livet med deres egne sønner, og med et særligt fokus på krænkende adfærd både fysisk og online.

Forestillingen er bygget op omkring nogle forskellige kulisser. Den springer i tiden og ved hjælp af nogle forskellige rekvisitter, skabes der en rød tråd for kulisserne, som også giver mere mening for iagttageren at overskue. Efterhånden finder man derfor ud af, at når den ene mand har en vest på, er vi tilbage i tiden, til da de to mænd mødte hinanden, og fandt på projektet ’Mand Til Mand’ osv. Hver gang der skiftes kulisse, kommer der også noget musik på, og det bliver mørkere i rummet, hvilket skaber en spænding og forventning om, hvad der nu skal ske.

Mørket og musikken forsvinder langsomt, og et råb og en stemme høres helt tæt på. Det skaber en ny ramme for forestillingen, da vi nu befinder os i en ny tid, med nøgleord som alkohol, sex, fest og højlydte mennesker. Rytmen i forestillingen varierer meget, da de to mænd har forskellige personligheder og status alt efter om vi er i henholdsvis deres fortid som unge, eller i nutiden hvor de fortæller forestillingen. Da vi ser en kulisse tilbage i tiden fra en episode i deres ungdom, har de begge en meget høj status, og deres spillestil er meget ligefrem, hvilket er både underholdende og lærerigt.

Forestillingen sætter et spor af tanker i gang, og danner en lærerig ramme for en kvinde, til at forstå en brøkdel mere af det mandlige køns tankegang. Forestillingen er ikke henvendt til kvinder, hvilket giver mening da der undervejs i forestillingen, kommer nogle krænkende udtryk til kende, og nogle ord, som kan få en feministisk kvinde til at råbe op – eller bare hvilken som helst kvinde! Men det at forestillingen sætter mange af problematikkerne på spidsen, gør at bla problematikken med krænkende adfærd bliver skåret helt ud i firkanter for os som iagttager, hvilket er en god ting. Forestillingen sætter sit endelige præg, da jeg som kvinde bagefter kan tænke: ”Dette er noget alle kan lære noget af.”

Af Mads Ruben Kalle, Horsens Statsskole

Mand til mand, minimalistisk, men på samme tid fantastisk.

Mand til mand er en form for fortælling om to gode barndomsvenner som mødes igen år senere hvor de begge er blevet fædre, men med to helt forskellige retninger i livet. På den ene side har vi en gift mand, med job og børn, og på den anden side har vi en skilt, arbejdsløs mand med et delebarn. Efter deres sønner er kommet i lidt problemer, skal de to fædre rundt til forskellige skoler og holde foredrag, for at fortælle hvordan unge drenge burde omgås hinanden, og snakke hinanden til hinanden.

Gennem hele forestillingen gennemgår de to venner en udvikling hvor deres venskab virkelig bliver testet under klimaks, under de sidste par foredrag kan man virkelig fornemme hvordan de selv har lavet noget dumt som børn, noget som de aldrig har fået snakket om. Under klimaks bryder de kontakten i nogle dage, hvorefter de kontakter hinanden og får snakket tingene igennem. De tager ud og holder de sidste foredrag, og ender til sidst som gode venner.

Der er en masse underliggende temaer og budskaber, men de største må være unge, og hvordan unge er sammen på, specielt hvordan unge drenge er i nutiden. Et af de helt store budskaber er så simpelt som, at man skal tænke sig om hvad man laver, og nogle gange lige deeskalerer tingene før det går for vidt.

De to skuespillere har ikke meget mere end deres tøj, et par stole og dem selv at spille med, men på en eller anden måde fanger de publikum. De inddrager publikum og det er med til at gøre hele seancen en hel del bedre, sjovere og på den måde lærer man også mere.

Alt i alt kan jeg klart anbefale alle 7. – 9. klasser at tage ind og se forestillingen når de får chancen.

Af Nicklas Brink og Clara Holbo, Horsens Statsskole

Jesper og Peter har meldt sig som frivillige til at holde foredrag for unge drenge fra alderen af 13-16 år, fordi at deres sønner har krænket nogle piger. De snakker blandt andet om #MeToo bevægelsen, om det at være mand og stå ved sine fejl, og hvordan man kan håndtere sine fejl. De to mænd Jesper og Peter er igennem hele forestillingen delvist uenige om hvordan de skal holde foredraget og relatere til de unge drenge. Det viser sig senere hen at Jesper og Peter har voldtaget en pige sidste dag af 9. klasse på en telttur. De har begge igennem årene efter håndteret overfaldet på forskellige måder. De bruger nogle pauser igennem selve forestillingen ved, at dæmpe lyset og spille noget dramatisk musik, så de kan få tid til at skifte tøj til en ny scene for eksempel. De vil forsøge at vise drenge, at det forkert at krænke piger/damer og at der både vil stå konsekvenser for der handlinger og at man får en stor skyldfølelse.

Skuespillerne har været gode til at komme omkring emnet på en god måde, og unge drenge vil kunne spejle sig selv i dem. De vil blive fortalt at det er en god ting at snakke om sine følelser, og at mærke sig selv, før man tager en forhastet beslutning.

Det var en god oplevelse at se forestillingen. Man følte at man kunne være med, da de bevidst, gav os spørgsmål.

NO SEX - En verden af køn


Af Freja Marie, 18, Ida Rømer, 17, & Mathilde Reshide, 17 – Horsens Statsskole

En gymnastiksal på Kulturstationen sætter ramme for den fyrre minutter lange, stiliserede og moderne danseforestilling ’NO SEX – en verden af køn’ af Black Box Dance Company og koreograf Jason Mabana. Den kliniske hvide scene oplyst af farvet lys og den obskure musik inviterer tilskuerne ind i en kønsløs, abstrakt, dog fascinerende verden.

Igennem de fire danseres bevægelser, udtryk og kostumer gøres der op med de traditionelle kønsroller. De spektakulære kostumer er med til at give publikum en fornemmelse af dansernes udvikling gennem forestillingen. Ved forestillingens start er alle danserne iført sorte læderbukser og en gennemsigtig sort mesh-bluse, efterhånden tager de de lange bukser af og ender i små mesh-shorts. Herefter starter en catwalk, hvor de fire dansere påfører sig sorte rekvisitter i form af sorte kjoler, hatte og eller sportsudstyr. Her var mændene iført kvindeligt tilbehør, som stilletter og kvinderne omvendt. Catwalken fungerede særligt godt, da det var et meget tydeligt billede på opgørelsen med kønsroller.

Efter denne catwalk klæder danserne sig skiftevis af, og deres afklædte kroppe afspejler deres sårbarhed såvel som en vis forvirring omkring deres identitet. Denne del af forestillingen var særligt fascinerende, da man kunne identificere sig med dansernes følelser.

Mod slutningen ifører danserne sig almindeligt tøj. Dansen, samt dansernes ansigtsudtryk, ændrer sig fra at være utroligt udtryksfuldt og levende til at være staccato og militært. Dansernes overdrevne smil symboliserer den overfladiske verden, hvor man følger med strømmen. Slutningen var overraskende, og sætter et afsluttende punktum ved faktummet om, at individet er nødsaget til at undertrykke sine reelle følelser.

’NO SEX – en verden af køn’ behandler spørgsmålet om hvor vidt det overhovedet er muligt at udtrykke sig frit i dag?

Tango

Af Ane-Sophie, 16 år – Horsens Statsskole

Forestillingen er i gang, så snart vi træder ind gennem døren og ind på gulvet, hvor kun den lille scene er let oplyst af små spots. På scenen sidder en mand, omringet af papkasser og gamle avisstakke. Manden på gulvet er barnebarn til den oldefar, som ikke engang ham selv kender særlig meget til. Men hvorfor er oldefaren så ukendt? Og hvorfor er dans blevet en skam i familien?
Dette teaterstykke er en fortælling fortalt og illustreret af barnebarnet og hans argentinske ven ud fra oldefarens dagbog med erindringer fra hans rejse til Argentina.

Det hele startede da oldefaren, Elias, vinkede farvel til hans elskede Elva.
Vi hører om alle oplevelserne på vejen. Oplevelserne bliver fortalt og vist på en musikalsk og humoristisk måde, som gør det sjovt for os publikum at se på. På den måde bliver vi også inviteret mere end i historien end publikum ellers ville have gjort. Indtil nu har forestilling egentlig været meget sjov, men et skift i fortællingen gør et klimaks.

Elias møder denne smukke argentinske kvinde, Maria Rosita, på dansegulvet på en klub i Argentina.
Elias bliver fuldstændig forelsket i både Maria Rosita, men også denne fantastiske tango dans. Og dette er her budskabet om at gøre, hvad der gør en glad, træder igennem. Da Elias sender et brev hjem om skilsmisse, bliver det ikke taget godt imod af familien, men Elias ændrer ikke meningen.
Han fulgte jo bare sit hjerte. Men da brevet fra Elva kommer med nyheden om, at hun er gravid, er der alligevel noget, der rør sig inde i Elias.
Derfor sender han et brev og sine tangosko i en kuffert hjem til familien i København, men forbliver dog selv i Argentina. Det er præcist denne kuffert fortællingen fortælles ud fra. Jeg synes alt i alt, at denne forestilling levede fuldt op til forventningerne. Den enkelte opbygning af scenen, sammen med den til tider barske historie og humoren, gør historien virkelig spændende som publikum at se på.