Arbejdet med teaterfestivalen er i fuld gang, og selvom der er længe til, så glæder vi os allerede til september!
I 2022 præsenterer vi igen et særskilt ungeprogram, der ligesom sidste år kommer til at foregå på FÆNGSLET. Her kan publikum endnu en gang opleve en række stærke og vedkommende forestillinger, ikke mindst årets åbningsforestilling der produceres af det anerkendte kompagni Himherandit v. kunstnerisk leder Andreas Constantinou.
2022 er også året, hvor dansk teater fylder 300 år, og det skal vi naturligvis også være med til at fejre. Det gør vi bl.a. ved at holde et seminar om fremtidens scenekunst for børn og unge i samarbejde med Dansk Teater 300 År og Assitej.
Husk allerede nu at sætte kryds i kalenderen d. 16.-18. september 2022, hvor vi igen fylder Horsens med scenekunst til børn og unge.
I 2021 lancerede vi tiltaget SCENE+ med det formål at give børn og unge i Horsens Kommune flere muligheder for at opleve dans og teater af høj kvalitet fra hele landet.
SCENE+ er en række små arrangementer, hvor vi præsenterer børne- og ungdomsforestillinger og workshops i samarbejde med byens kulturinstitutioner og eksterne teatre. Der er både arrangementer for skoleklasser og arrangementer som private kan bestille billet til.
Vi har fået fantastisk feedback fra både skoler og publikum, og SCENE+ fortsætter i 2022. Temaerne i år er bæredygtighed og identitet, og man kan bl.a. opleve forestillinger af teater HiLS DiN MOR, MÆRKVÆRK og dansekompagniet MYKA.
Med SCENE+ ønsker Horsens Kommune at sætte ekstra fokus på scenekunst for børn og unge, så den bliver en uundværlig del af byens kulturelle dna.
– Kultur til alle børn og unge er vigtigt i Horsens, og derfor glæder det mig, at vi med dette initiativ, der vokser ud af vores i forvejen populære teaterfestival, kan tilbyde mere teater, dans og fællesoplevelser til kommunens børn og unge, siger borgmester Peter Sørensen om kommunens nye tiltag.
Til vores store glæde har Statens Kunstfond bevilget et Artist in Residence forløb med Teatret Værk. Det betyder, at Teatret Værk gennem hele 2022 vil stå for en række projekter og forløb, der på forskellig vis handler om vores forhold til naturen, eller om fremtidens klimavenlige liv. Teatret Værk laver forløb på skoler, men de skaber også forestillinger og workshops som Horsensianerne kan få glæde af. De kan bl.a. opleves i KUBEN under Grønne uger i Horsens i maj, som en del af den nye kulturfestival og under Horsens Teaterfestival.
Læs mere om de forskellige projekter tilknyttet Artist in Residence
I 2021 havde festivalen sit eget lille formidlingscenter, som holdte til i KUBEN på Søndergade.
Talk Box var bemandet af skuespiller og vært Tobias Schaw, lydteknikker Rasmus Månsson og Videodesigner Helle Lyshøj, der sammen producerede video og podcast gennem hele weekenden.
Du kan lytte med og se videoer fra weekenden på vores soundcloud og youtubekanal.
Horsens Teaterfestivals Soundcloud
Horsens Teaterfestival er en kurateret festival for børn og unge. Festivalen har et dramaturgiat tilknyttet, som er med til at lægge programmet.
Vi tilstræber at se alle premiereforestillinger i indeværende sæson. Vi vil derfor blive meget glade for invitationer og opdateringer på jeres sæsonprogram, da det er lidt af et detektivarbejde at finde frem til alle premiererne.
Send invitation og information til teaterfestival@horsens.dk