layoutelementlayoutelement
 

Et mærkeligt skib

Anmeldt af: Jeppe Gabriel Spence, 16 år.

Scenen er sat i et dæmpet lys, og folk får sat sig godt til rette på træstolene, da en ungdommelig rytme med akustisk guitar starter forestillingen.
Et lærred portrætterer en dreng for enden af en grålig trist gade. Scenograferne og skuespillernes navne fader ind og ud, mens drengen begiver sig hen langs gaden imod os i takt til den hverdagsagtige hymne. Det går et forskrækket gisp igennem salen, da drengen levende kommer ud gennem lærredet…
I dramatiseringen af Anita Krumbachs roman, Et Mærkeligt Skib, bliver vi introduceret for Elo, spillet af Andreas Bach Nielsen, en opmærksomhedshungrende dreng, der prøver at skabe sig venner i sin triste og grå hverdag. Alene i verden med sin meget distancerede far og en mor, der har forladt dem, føler Elo sig forladt. Men da chancen for en ven dukker op i hans nye klassekammerat Rune, er Elo ekstatisk.
Med en akavethed der næsten får publikum til at krympe i sædet, prøver Elo at komme tæt på Runes familie. Og med omsorgen fra Runes mor Susanne, udvikler Elo hurtigt intime følelser for kvinden, der kan udfylde hans manglende moderfigur i hans triste opdragelse. Men Elo bliver hurtigt grådig efter familiens og Susannes kærlighed og tager alle midler i brug for at holde fast i det, han mangler - og næsten havde.

Et Mærkeligt Skib er et smukt og flydende sammenspil mellem film, musik og teater. Lærredet er sammensat af strimler, så hele lærredet består af masser af indgange, hvilket scenograferne formår at få brugt med en sådan kreativitet, at det forbløffer publikum igennem hele stykket. Scenen er sat mellem to modstridende elementer, det triste og følelsesforladte hjem og det varme hus, hvor Elo føler sig hjemme.
Et Mærkeligt Skib er en fortælling om personen alle kender, Elo er bare en ensom og forvirret dreng, der uden held prøver at forstå sig på verdenen og kærlighed. Hans ensomhed og samtaler med stumme svar, får publikummet til at ønske at tage ham i hånden, men på samme tid holde sig på afstand på grund af hans foruroligende mørke sider.
Det er med ingen tøven, at Teater Vestvolden river dig ind i en fantastisk og lærerig historie med synsvinklen på den stille dreng og fortællingen om stærk kærlighed, familie, ensomhed og mangel. De efterlader en tænkende og med et lille smil på læben og måske en tåre i øjet.

 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk