layoutelementlayoutelement
 
Foto: Hanne Nielsen

Hate Crime - en kærlighedshistorie

Anmeldt af: Camilla Nutzhorn Møller, Louise Funch, Emma Grud Lund, Frederikke von Wildenradt, Emma Mikkelsen og Kamilla Møller, 16-17 år

Man kunne mærke publikums forventninger og underen, da scenen var tom og den eneste lyd, der hørtes, kom fra en cykel. Den lettere overvægtige mand kørte ind på scenen. Hvad lavede han dog der?

Vi sidder på Rådhuspladsen i Horsens og ser stykket ”Hate Crime – en kærlighedshistorie” af teatret HILS DIN MOR. Stykket omhandler Joe og Benjamin, 2 drenge i 9. klasse. En konflikt er skabt, da Joe springer ud som homoseksuel inden sommerferien. Hvordan er livet som teenager, og hvordan skaber man sin identitet i disse rammer? Med kun 2 skuespillere og et minimalt brug af rekvisitter, er det imponerende, hvordan de formår at fange publikums opmærksomhed og følelser. Både latter og dyb stilhed præger showet, og alle lever sig ind i deres situation.

En scene der især vækker stilhed, er i begyndelsen af forestillingen, hvor den overvægtige og usikre Benjamin får hældt en flaske vand ud over sig. Scenen er meget mærkelig og bizar, og den hænger slet ikke sammen med handlingen i resten af stykket. Alligevel er vandet ned ad Benjamins trøje en god detalje, der understreger hvor anspændt og forvirret, han er under hele stykket, og det giver publikummet noget at tænke over. 

Skuespillerne lever sig godt ind i stykket, og vi kan tydeligt mærke deres erfaring inden for deres fag. Som teenager er det nemt at identificere sig med personerne, situationen og de forskellige konflikter, der er i løbet af stykket.

Sproget i skuespillet vil nok forarge nogen, da der både bliver brugt ord som ’bøsserøv’, ’homosvin’ og andre ord, som er meget diskriminerende overfor homoseksualitet. Derfor er det også let at se budskabet - at man skal finde sig selv, lytte til sit hjerte og ikke bare følge strømmen.

Vi har valgt at give stykket 4 ud af 5 stjerner, da stykket virkelig er gennemtænkt, og skuespillerne meget dygtige. Dog var vi måske lidt for gamle til dets målgruppe, da aldersgruppen mere er rettet mod 8. og 9. klasser end gymnasieelever. Alligevel er vi dog enige om, at teenagere på vores alder sagtens kan få en masse ud af at se det alligevel. 

Alt i alt blev vi meget positivt overrasket, over et tankevækkende og underholdende skuespil. 

 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk