layoutelementlayoutelement
 
Foto: Søren Godtkjær

Anmeldelse: Linedanseren (Teater Nordkraft/Teatret Møllen)

Anmeldelse af Kathrine Habekost Hansen, 17 år, Horsens Statsskole, drama B.

”Linedanseren” er fuld af akrobatik, tryllekunster og selvfølgelig masser af linedans. Fire dygtige skuespillere fortæller en skøn historie, dels om ”Anders”, der drømmer om at blive linedanser, og dels om den første linedanser, der gik mellem Tvillingetårnene i USA 400 meter over jorden. De formår at involvere publikummet og få dem til at føle sig som en del af stykket.  Publikummet bliver til de medsammensvorne.

”Anders”, er utrolig dygtig til at trylle og jonglere, dette er en vigtig evne i stykket, fordi ”Linedanseren” er så fuld af sprudlende magi. Men han er også fantastisk på en line og har mange akrobatisk evner. At balancere på en stabel af vakkelvorne stole eller gå i spagat midt på linen er ingen problemer for den unge skuespiller, Anders Astrup Jensen.

Musikken, som er komponeret af kunstneren Oh Land, bliver fremført fantastisk på cello, klarinet og harmonika. Der er musik under det meste af stykket, alt sammen spillet live. Det giver en fantastisk oplevelse af musikken og stykket. Musikken giver stykket en hel ny og poetisk side af selve det at gå på line hævet over verden og alle menneskene.  Alle fire skuespillere er meget musikalske og spiller og synger alle sammen.

Stykket er opført af teatergruppen Teater Nordkraft, der har hovedkvarter i Aalborg. De forstår at fremtrylle forestillinger til både børn og voksne. Dette er ”Linedanseren” også et skønt eksempel på.

Det er et stykke for hele familien, både mor, far og bedsteforældre vil synes om denne fantasifulde forestilling, og selvfølgelig er det et stykke til de mindre i familien. Man går derfra med fornemmelsen af at kunne gøre alt, bare man ønsker det nok, med tankerne i fuld gang og en god oplevelse rigere.

En lille advarsel er dog, at man som tilskuer sidder med en konstant frygt for, at nogen kommer til skade eller falder ned; men bare rolig! De fire skuespiller har helt styr på, hvad de laver.

 
 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk