layoutelementlayoutelement
 
Uppercut Danseteater: Ugly Douglas (Foto: Mathias Foley)

Uppercut Danseteater: Ugly Douglas

Anmeldelse skrevet af: Emma Louise Gissel, gymnasieelev på Horsens Statsskole

Horsens teaterfestival, 18/09/16

Da publikum bevæger sig ind i teatersalen, er det første, man lægger mærke til, de fire unge mænd, som hver især sidder på scenekanten og kigger ud over salen. De er iklædt forskelligt farvede lange bukser, kortærmede bluser og fælles for dem alle en hvid skjorte, som står åben. Da alle i salen har fået sat sig til rette, rejser de fire mænd sig op, og publikum bliver budt velkommen.

Stykket, som er baseret på H.C. Andersens, ’Den Grimme Ælling’, tager os med på rejsen gennem fortællingen om den grimme ælling, som til at starte med frastødes af de andre svaner, men som ender med at vokse op og blive den smukkeste svane i flokken.
I stykket fremstår temaer som: mobning, følelsen af at være anderledes, identitetsdannelse samt overgangen fra barn til voksen. Selvom, at temaerne lyder en smule dramatiske, formår de fire dansere alligevel, blot ved hjælp af musikken og deres krop som produkt, at få publikum revet så meget med af stemningen, at de både klapper og griner.
På de 40 minutter, stykket varer, gør de fire dansere et imponerende stykke arbejde. På scenen har de ikke andet med end sig selv og nogle bunker tøj, som de drager med i forestillingen. Spotlightet består kun af en enkel lampe. Gennem hele stykket performer de til musik i flere forskellige tempoer. Stykket afsluttes med, at de alle fire har fået de hvide skjorter, som har været af i løbet at forestillingen, på, hvilket symboliserer, at de nu alle er vokset op og er blevet store og flotte; præcis ligesom Den grimme Ælling, som blev til en smuk svane.

**** - fire ud af fem stjerner.

 
 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk