layoutelementlayoutelement
 
Teater V & Teater Nordkraft: INTET (Foto: Daniel Buchwald)

Teater V & Teater Nordkraft: INTET

Anmeldelse skrevet af: Jullie Anastassia Sørensen, gymnasieelev på Horsens Statsskole

PELLE KOPPELS SCENISKE VERSION AF JANNE TELLERS INTET

Pladserne bliver hurtigt fyldt op inde i den lille gymnastiksal på Sct. Ibs Skole og næserne er rettet mod manden og kvinden der står på gulvet få meter fra os. Bag dem står en bunke af trækasser, disse kasser skal vise sig, at blive brugt til meget mere end hvad vi som publikum regner.

Pierre-Anthon går i 7. klasse og en dag vælger han at kravle op i et blommetræ og blive deroppe, hver gang klassekammeraterne går forbi træet råber han ”Der er intet, der betyder noget”. Klassekammeraterne bliver hurtigt enige om, at de må gøre noget for at få overtalt Pierre-Anthon om, at der virkelig er noget der betyder noget. De bliver enige om, at samle en bunke af betydning i det gamle savværk. I starten er det mest ting der ikke har den store betydning, men med tiden begynder de at tænke mere kreativt og bruger længere tid på at vælge hvad hver person, skal placere på dyngen af betydning. Dyngen af betydning bliver fyldt med en masse trækasser, som skal forestille sig at være ting fra hver person, en af trækasserne er et par sandaler, en anden et par øreringe og en helt tredje er en neon farvet cykel. Der udvikler sig hurtigt en skræmmende dynamik, betydningen bliver større og mere smertefuld, på dyngen bliver der placeret en afskåret pegefinger, et hundehoved og klassekammeraten Sofies jomfruelighed. Alt der betyder noget skal på dyngen. Klassekammeraterne forsøger at få Pierre-Anthon overtalt til at se dyngen og til sidst lykkedes det, dog går alt over gevind, da Pierre-Anthon endnu engang fortæller dem at der er intet der betyder noget.

Rollerne i stykket blive spillet af en mand og en kvinde, i stedet for kostumer, bliver der brugt typer, når Pierre-Anthon snakker bliver der brugt en mikrofon, klassekammeraterne er også hver især en type, store Hans har en knyttet næve, Jan-Johan spiller guitar og dame Werner er meget feminin og har en lys stemme, selvom han er en dreng.

Humoren i skuespillet er helt klart den måde de viser typerne i klassen på, både med deres håndbevægelser, men også da manden skifter mellem at være en af drengene til at være en af de feminine piger.

Det var en anderledes men sjov teaterforestilling, jeg har før læst bogen og vidste derfor godt hvordan handlingen var, men forestillingen var slet ikke som jeg havde troet. Trækasserne blev brugt som rekvisitter, det synes jeg var en smart idé, da jeg derfor blev nødt til at forestille mig, at tingen de to skuespillere stod med enten var et par sandaler, en hund eller andet, selvom det rent faktisk bare var en brun trækasse.

 
 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk