layoutelementlayoutelement
 
CoreAct & Carte Blanche: Beskæring (Foto: Willy F. Hansen)

CoreAct & Carte Blanche: Beskæring

Anmeldelse af Sofie Bloch Burup Hansen, Horsens Statsskole

”Hvis min morfar fik demens, får jeg det så også og i hvilken grad? Bliver jeg vred og uforstående eller bliver jeg sjov og glad?”

Da vi træder ind i salen er det første vi ser en kvinde der sidder på en taburet, imens en anden kvinde står bag hende med en gedemaske på hovedet og er ved at flette kvindens hår. Kvinden tager sig god tid til at få alt håret med i fletningen, og der går et stykke tid hvor ingen af dem siger noget, og vi som publikum sidder og venter på at det starter. På scenen står der en masse filmlærreder og de to kvinder sidder i forgrunden af scenen, og lyset sætter dem i fokus. Kvinderne begynder at fortælle historier som de har fået fortalt af gamle mennesker som de har mødt på deres ture rundt på 14 forskellige plejecentre. Stykket er meget fortællende, pga. af måden som skuespillerne fortalte historierne fra de gamle. Det var meget få steder der var dialog mellem skuespillerne men sammenhængen mellem det de sagde og billederne de vidste hang rigtig godt sammen. Den ene kvinde begynder at fortælle om hendes morfar som arbejdede som overstadsgartner i København, og som elskede planter og især træer. Han tog billeder af alle planterne, men han elskede træerne højest og han skrev en bog om træer og deres betydning og historie. Skuespillerne brugte bogen til at læse op fra i stykket, og det gav rigtig god mening og der var en god sammenhængen mellem det de fortalte og de billeder som de viste på lærrederne under deres fortælling.

Teater stykket gav os et indblik i hvordan det var at have demens, og hvilke følelser man kunne få, ensomhed, vrede, glæde, forvirring, tristhed og depression.

Undervejs i stykket ser vi en masse billeder fra morfarens liv, både billeder af planter og billeder af familie og venner. Stykket bruger rekvisitter som er med til at symbolisere sygdommens frustrationer, fx bruger skuespillerne en hæksaks. Skuespilleren bruger alle sine kræfter til at klippe de store grene over, imens hun er frustreret og vred. Hæksaksen ses som et symbol på at de demente føler sig beskåret i deres livs udfoldelse og muligheder.

Skuespillernes spillestil er meget realistisk og vi kan som publikum sagtens sætte os ind i situationen som udspilles på scenen. Lydeffekterne under forestilling passede rigtigt godt ind, de fik os som publikum til at føle at vi var med hele tiden og det blev aldrig kedeligt at se på. Vi hørte havbrus, klassisk musik, latter og stilhed. Lyden var alt fra stilhed til børnelatter og dystert musik.  

Som publikum kunne jeg sagtens relatere til forestillingen, da min egen bedstemor har demens. Det er helt klart nogle af de samme problemstillinger de viser som opleves ved at have en dement i familien.

 
 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk