layoutelementlayoutelement
 
Foto: Hanne Nielsen

GLiMT: Empty Steps

Anmeldelse skrevet af Anna Charlotte, gymnasieelev på Horsens Statsskole

To sjuskede, beskidte, søvnige hoveder dukker frem fra en enorm tøjbunke og bliver startskuddet til en halv time fyldt med eftertænksomhed og medfølelse. Stykket bliver fremført af Camila og Lars, der gennem fantasifulde og imponerende dansenumre med dyb morale, formår at spille på hele følelsesregistret, fra humor og leg til død og alvor.

Stykket er meget minimalistisk sat op. Bevæbnet med intet andet end to store bunker af tøj, et stykke kridt og baggrundsmusik, forvandler de to gyden i Rådhusgade til et råt gademiljø, hvor de unge er overladt til dem selv. Publikum er placeret på plastikposer indeholdende tøj, der sammen med den grå betonmur i baggrunden, sørger for, at stemningen er sat, før stykket overhovedet er begyndt.

Man følger i stykket de to kunstnere, der gennem dans og skuespil skildrer livet for to tilfældige gadebørn. Det eneste dagligdagen for dem har at byde på er uhumske forhold, børnelege og slåskampe. Med næsen dybt nede i limposerne, forsøger de gennem ruser at flygte fra den barske virkelighed.

De to formår, på den halve time forestillingen varer, uden et eneste ord, at sætte publikum ind i forholdene for disse børn. Fortællinger, om de ubrydelige rammer for de forhold børnene hænger fast i, afhængigheden af stoffer, der kan fjerne opmærksomheden fra det liv, de lever og savnet af de børn, der allerede har været ofre for gadens hårde liv.

Dansen er i højsæde, og de to skuespillere gør også et glimrende stykke arbejde, når de på bedste vis kravler, hopper og svinger sig rundt om og på hinanden. Scenarier, der for publikum virker ukontrolleret, men som er fuldt ud planlagt og elegant udført. 

'Empty Steps' er en fin forestilling, der via kunstneriske udtryk og dans minder os om skæbnen for de glemte sjæle i bylivet.

Indholdsansvarlig Ditte Felding, dfe@horsens.dk  
 


Horsens Kommunes byvåben

Horsens Teaterfestival
Horsens Kommune - Kulturafdelingen
Rådhustorvet 4 - 8700 Horsens
Tlf.: 7629 2308
teaterfestival@horsens.dk